Younes Bakiz bliver ikke klar til at spille mere denne sæson.

Younes Bakiz har været fraværende fra Silkeborg IF-holdet, siden den offensive profil gik ud med en skade mod Lyngby Boldklub 27. april.
Nu står det desværre klart, at Bakiz ikke kommer til at spille mere i denne sæson, og dermed glipper SIF-stjernen både pokalfinalen og de resterende kampe i 3F Superligaen.
– Det er vi naturligvis rigtig ærgerlige over, fordi Younes har været et virkelig stærkt kort for vores offensiv denne sæson. Det er også trist for Younes selv, at han skal gå glip af både pokalfinalen og resten af kampene i 3F Superligaen, men vi håber, han nu kan vende endnu stærkere tilbage til den ny sæson, og så arbejder vi videre med de løsninger, vi har på holdet i resten af denne sæson, siger cheftræner Kent Nielsen.
Næste opgave for SIF er på søndag ude mod AaB.