En enkelt scoring var søndag eftermiddag nok, da Silkeborg IF slog Sønderjyske 1-0 på JYSK park. Nu skal foden holdes på speederen, siger Pelle Mattsson.

– Det har været en fed uge!
Sådan lød det fra Silkeborg IF’s nr. 6, Pelle Mattsson, da han efter slutfløjtet i søndagens sejr over Sønderjyske blev spurgt, om det havde været den perfekte uge for Silkeborg IF.
Søndag eftermiddag vandt Silkeborg IF deres anden kamp på fire dage på JYSK park, da Alexander Simmelhacks scoring kort inde i 2. halvleg var nok til at sikre de tre point.
Pelle Mattsson understreger vigtigheden af at bygge videre på det momentum, som SIF har opnået i løbet af den seneste uge, frem mod pokalfinalen
– Det handler om at blive ved med at præstere godt. Det er sindssygt vigtigt, når man går ind i en pokalfinale, at man præsterer godt, siger han.
Midtbanestyrmanden pointerer samtidig, at det er afgørende ikke at slippe foden fra speederen.
– Det vigtigt, at man ikke går ned i kadence. Så ja, lave gode præstationer. Det er de bedste forberedelser, vi kan lave, afslutter han.
Om Pelle Mattsson og resten af Silkeborg IF-mandskabet kan fortsætte de gode takter, må vi få svar på søndag kl. 14.00, når Silkeborg IF gæster AaB.
Skrevet af Mikkel Rud Søgaard, journaliststuderende