9. februar 2021

Unge SIF-reserver måtte nøjes med 2-2

SIF og AaB spillede 2-2 i reserve-test på JYSK park. De unge SIF-talenter Anders Dahl og Asbjørn Bøndergaard scorede hjemmeholdets mål.

SIF spillede en god kamp, da reserverne tilsat en pæn portion U19-talenter tirsdag middag fik 2-2 mod AaB i en træningskamp, hvor også nordjyderne mødte op med reserveholdet.

SIF havde fortjent sejren, for hjemmeholdet havde kampen igennem flest chancer, og særligt i 2. halvleg, da fem spillere fra U19-holdet kom på banen, viste SIF’erne målfarlighed. Det lignede et sejrsmål, da Asbjørn Bøndergaard scorede til 2-1 i det 83. minut ved at sende bolden i nettet alene med AaB’s målmand Andreas Hansen, men et andet talent, AaB’s Oliver Ross,  ville det anderledes.

Efter at Ross havde udlignet til 1-1 tidligere i halvlegen sendte han to minutter før tid bolden op i fjerneste krog på en fremragende afslutning og sikrede dermed nordjyderne 2-2.  Kampen sluttede derefter med at SIF’s målmandstalent Aske Andrésen måtte tage tælling efter at have reddet kampens sidste forsøg ved at parere bolden med ansigtet.

SIF’s føringsmål til 1-0 blev scoret af Anders Dahl, der blev godt sat op af Frederik Carstensen. Carstensen, der kom ind fra 2. halvlegs start og leverede flotte 45 minutter, sendte Dahl i dybden så han kunne tage den direkte vej mod mål og udplacere AaB-keeper Andreas Hansen. Det var i det 48. minut, og få minutter senere var duoen tæt på 2-0 efter samme opskrift. Denne gang klarede AaB-keeperen dog.

I 1. halvleg havde SIF også flest chancer, selv om starten på kampen var lidt tøvende. Den største tilfaldt Sebastian Jørgensen, der blev spillet fri i dybden af Anders Dahl, men afsluttede lige forbi mål.

Tirsdagens kamp var sidste kampmæssige aktivitet inden søndagens forårspremiere,  hvor Hvidovre besøger JYSK park.

Kampen i tal:
Træningskamp, reservehold, tirsdag 9. februar kl. 12.00 på JYSK park:
Silkeborg IF – AaB 2-2 (0-0)
Mål: 1-0 Anders Dahl (48.), 1-1 Oliver Ross (65.), 2-1 Asbjørn Bøndergaard (83.), 2-2 Oliver Ross (88.)
Silkeborg IF (4-4-2): Thomas Nørgaard (46.: Aske Andrésen) – Anders Sønderby, Jeppe Gertsen, Anders Hagelskjær, Valance Nambishi – Jeppe Kilden Grøn, Pelle Mattsson, Anders Dahl (63.: Asbjørn Bøndergaard), Nicklas Røjkjær (46.: Frederik Carstensen) – Sebastian Jørgensen (46.: Jonathan Pank), Emil Holten (73.: Alexander Busch)

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Scroll til toppen