19. juli 2009

1-1 i premieren

På et smukt hovedstød af debuterende Jesper Bech fik Silkeborg IF hentet 1-1 og det ene point i søndagens premierekamp mod HB Køge.

Efter to års fravær blev søndag den 19. juli 2009 dagen, hvor Silkeborg IF var tilbage i SAS Ligaen. Det skete med et oprykker-brag mod HB Køge, der tog imod i Herfølge på en historisk premieredag for den nyslåede fusionsklub.

SIF havde op til kampen haft en lang række skadesmæssige tvivlsspørgsmål, og der var flere nye elementer i en startopstilling, som blandt andet husede tre debutanter.

I målet var der således debut til den nye SIFer Lasse Heinze, som havde en anden debutant, Frank Hansen, på højre back foran sig. I centerforsvaret var der comeback til Thomas Hansen – som ikke havde startet inde i en officiel SIF-kamp siden den 18. oktober 2008 i Skive – og Jim Larsen, som fik sin SAS Liga-debut. På venstre back var placeret anfører Steven Lustü.

På midtbanen lå Peter Degn og Christian Holst på hver sin kant, mens Martin Ørnskov tog sig af den defensive plads i diamanten – og debuterende Jesper Bech den offensive.

Helt fremme lå topscorer Rajko Lekic og den estiske landsholdsangriber Kaimar Saag, som dermed også fik sin SAS Liga-debut.

Fornuftig SIF-start
SIF begyndte kampen på fornuftig vis, og bolden var på rød-hvide fødder i de første par minutter.

Emmanuel Ake og Steven Lustü stødte hovederne sammen i en luftduel efter tre minutters spil, og begge måtte behandles kortvarigt af de to klubbers respektive fysioterapeuter. Men efter at have sundet sig en smule, kunne de begge entrere banen igen, imens solen afløste regnen over SEAS-NVE Park.

SIF fortsatte i næsten total bolddominans, og efterhånden begyndte kombinationerne også at glide bedre på det våde græstæppe.

Kaimar Saag var flittig med sine løb i dybden, og det skabte en god dynamik i gæsternes angrebsspil, hvor der var fremadrettede trusler gennem både småspil og længere afleveringer.

Masser af chancer
HB Køge kom på et sjældent besøg i SIFs ende i det 13. minut, og det gav et hjørnespark efter et indlæg, som blev rettet af. Henrik Toft nåede højest og fik headet – men igen blev bolden rettet af; og dermed nyt hjørne. Her kom det lange skur igen øverst, og denne gang ramte hovedstødet ingen SIFere på sin vej – men dumpede til gengæld et par meter forbi.

Og minuttet senere var det så Kenneth Sørensen, der fik afsluttet for hjemmeholdet, men skuddet voldte ikke Lasse Heinze problemer i SIF-målet – hvorefter Søren Nielsen også kom frem til et hovedstød på det efterfølgende angreb.

Altså tre hurtige afslutninger fra HB Køges side efter en lidt løs start af hjemmeholdet.

Endnu tættere på kom Rajko Lekic i det 16. minut, da han bankede til et godt Jesper Bech-indlæg med en knaldhård flugter – men lige på Lars Bjerring, der sprællede flot i målet. Ellers en stor chance.

Og minuttet senere var det så Henrik Tofts tur til at prøve lykken – denne gang med fødderne – men igen røg forsøget forbi.

Man måtte så sandelig sige, at kampen havde fået en god portion bid med chancer i begge ender – flest til HB Køge, men farligst til SIF.

Hårde dueller
Efter kampens opblomstring visnede kvaliteten herefter en smule fra begge holds side med en større portion fejlafleveringer.

Der var dog hård kamp om hver duel – og duellerne var mange. Jesper Bech begyndte at vise sig mere og mere frem – og skød ofte med ned i bagrummet i SIFernes angreb, hvor han truede i dybden.

I den anden ende gav et fejlskud af et Kenneth Sørensen-indlæg en lidt højere puls, men bolden dumpede ned i nettaget, hvorefter Thomas Hansen minuttet senere fik en advarsel af Claus Bo Larsen for en ellers tilsyneladende ren tackling. Her var der spillet knap en halv time, og kampen stod en smule i stampe.

Delikat lob og 1-0
Dét blev der dog ændret på i det 31. minut, da HB Køge gik i angreb. Der var god plads i hjemmeholdets venstreside, hvor backen Morten Nielsen førte bolden frem. Ingen gik til ham, da Frank Hansen var låst af at passe på kantspilleren Sebastian Andersen – og Peter Degn blev screenet af dommer Claus Bo Larsen. Og så kunne Morten Nielsen ellers med et delikat lob udplacere Lasse Heinze i SIF-målet fra stor afstand. Flot, flot detalje – og 1-0 til HB Køge.

Fire minutter senere brændte det så på foran HB Køge-målet, da både Christian Holst, Kaimar Saag og Rajko Lekic var ved at komme til afslutning tæt under mål, men hjemmeholdet fik redet stormen af – hvorefter Christian Holst måtte til en længere behandling og syning af hovedbunden på sidelinjen efter et ordentligt skrub.

Fire minutter før pausen fik Sebastian Andersen sendt et fint skud lige over målet, og herefter var det så igen tid til at komme på banen for Christian Holst – nu med en mægtig mumie-bandage på den ellers normalt så aerodynamiske frisure.

Scenariet med en Sebastian Andersen-afslutning et stykke over gentog sig i halvlegens overtid, men mere skete der ikke – og dermed kunne HB Køge gå til pause med en 1-0 føring. Og dét var såmænd ganske fortjent, for efter en god SIF-start havde hjemmeholdet ædt sig mere og mere ind i tingene med et eskalerende direkte angrebsspil og mange afslutninger, mens SIF bortset fra den gode start og Rajko Lekic-flugteren ikke rigtig kom tæt på.

Stort SIF-pres
Anden halvlegs første fire minutter forløb uden den store dramatik, men i det 49. minut stødte også Jim Larsen og Henrik Toft sammen med et ordentligt brag i en luftduel. Igen behandling til en spiller fra hvert hold, men igen kunne begge også indtage banen efterfølgende.

SIF viste tænder med et godt angreb i det 53. minut, hvor fine kombinationer endte ved Jesper Bech, der trykkede af. Bolden blev blokeret – og strøg i sidenettet. Hjørnespark, som Rajko Lekic fik afsluttet på, men her blev bolden reddet på stregen. Rent powerplay, og sekunder senere fik Jim Larsen trykket af fra kort afstand uden held.

Herefter fulgte endnu hele tre hjørnespark i træk, men det sidste af slagsen blev grebet ud af Lars Bjerring.

Ellers et godt og intensivt SIF-pres fra anden halvlegs start.

Svensson og Azoulay på banen
Med en god halv time igen kom endnu en SAS Liga-debutant, Martin Svensson, på banen, da han erstattede Christian Holst i venstresiden.

Men efter det gode pres i anden halvlegs indledning, kneb det mere og mere for SIF med at etablere et tryk mod HB Køge-forsvaret, der ellers var godt trukket hjemad efterhånden.

Der var såmænd ansatser til flere gode ting, men det haltede i afleveringerne og indlæggenes kvalitet, selv om Rajko Lekic var tæt på at nå frem til et Peter Degn-indlæg i det 64. minut.

Herefter kom også Simon Azoulay Pedersen i aktion, da han afløste Kaimar Saag i angrebet. Og Azoulay gav en fin prøve på sin store fysik blot to minutter efter entréen, da han vristede sig fri og med et indlæg søgte Rajko Lekic, men igen var afleveringen for uskarp – symptomatisk for SIF-spillet.

Bedre var Frank Hansen-indlægget til netop Azoulay minuttet senere, hvor den store angriber fik headet flot – men en meter forbi.

Flot Heinze-redning
SIF lykkedes nu – med omkring tyve minutter igen – bedre med at fastholde angrebene mod HB Køge, der til gengæld tilsyneladende stillede sig tilfredse med at forsvare og forsøge sig på kontra-angreb, som SIF-forsvaret med Jim Larsen og Thomas Hansen dog tog sig fint af.

I stedet kom SIF rigtig tæt på i det 72. minut, da Jesper Bech sendte Martin Svensson af sted i dybden. Svensson lagde bolden skråt bagud til det friske pust Simon Azoulay Pedersen, der efter et godt træk fik fyret af – men Lars Bjerring kringlede sig helt op under overliggeren og fistede til et hjørnespark, som SIF ikke fik noget ud af.

Herfølge slog en giftig kontra i det 75. minut, da Fabinho slap igennem og havde frit løb ned mod Lasse Heinze, men den nye SIF-keeper parerede flot til hjørne.

Thorbjørn Holst Rasmussen kom herefter på banen i stedet for Peter Degn, mens også HB Køges cheftræner, Auri Skarbalius, brugte sin tredje og sidste indskiftning. Thorbjørn Holst Rasmussen gik ind på højre back, mens Frank Hansen overtog på kanten – og SIF intensiverede presset.

Jesper Bech til 1-1!
Martin Svensson fremtvang et frispark i en god position i venstresiden to minutter senere oven på et dynamisk ryk ned ad flanken. Men igen manglede skarpheden i det efterfølgende indlæg, og Lars Bjerring kunne bokse væk.

Efterhånden resterede der under ti minutter af kampen, og SIF stod foran et skuffende premiere-nederlag.

Men i det 85. minut lykkedes det så endelig for gæsterne. Thorbjørn Holst Rasmussen lagde en god bold ind fra højresiden, og inde i feltet fik Jesper Bech kæmpet sig forrest – og med et smukt hovedstød satte han udligningen i nettet til 1-1!

Smukt debut-mål af Jesper Bech, der blev fuldstændigt overfaldet af holdkammeraterne i de efterfølgende jubelscener!

Begge hold jagtede herefter sejren – og det var tilsyneladende med størst snert fra gæsterne. Rajko Lekic mistimede en flugter inde i feltet, som han jo nok ellers plejer at putte ind – i det 87. minut. Spændende blev det også igen ved et HB Køge-hjørnespark i overtiden, hvor Martin Ørnskov dog fik headet sikkert væk – og minuttet senere i den anden ende, hvor bolden efter et flipperspil-agtigt forløb inde i det lille felt strøg lige forbi.

Men flere mål fik vi ikke. 1-1 i premieren, og det var vel nok – som tingene udviklede sig – et fornuftigt resultat for begge hold.

Næste opgave for SIFerne er på søndag den 26. juli, når FC Midtjylland gæster Silkeborg Stadion klokken 14.00.

Mål

  • 1-0 Morten Nielsen (31)
  • 1-1 Jesper Bech (85)

Advarsler

  • Lasse Kronborg
  • Thomas Hansen

SIF

  • Lasse Heinze
  • Frank Hansen
  • Thomas Hansen
  • Jim Larsen
  • Steven Lustü
  • Peter Degn (76: Thorbjørn Holst Rasmussen)
  • Martin Ørnskov
  • Jesper Bech
  • Christian Holst (59: Martin Svensson)
  • Rajko Lekic
  • Kaimar Saag (64: Simon Azoulay Pedersen).

HBK

  • Lars Bjerring
  • Martin Arlofeldt
  • Thomas G. Christensen
  • Morten Nielsen
  • Kenneth Sørensen
  • Mikkel Christoffersen
  • Sebastian Andersen
  • Søren Nielsen
  • Lasse Kronborg
  • Emmanuel Ake (59: Fabinho)
  • Henrik Toft (76: Simon Christoffersen).
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Mandag d. 25.11. kl. 19.00
Scroll til toppen