1. august 2022

Vi spillede ikke godt – men vi vandt

Sebastian Jørgensen var glad for 2-0 sejren over Brøndby IF, men mener samtidig, at spillet skal blive bedre i de kommende kampe.

– Nogle siger, at det er klasse at vinde fodboldkampe uden at spille god fodbold, og det synes jeg, at vi gjorde i dag. Vi vil selvfølgelig i altid hellere vinde ved at spille en omgang god fodbold, men når det i sidste ende bliver gjort op, er det de tre point, der tæller – og dem fik vi i dag, lagde Sebastian Jørgensen ud efter sine 68 minutters spilletid i 2-0 sejren over Brøndby IF.

– Det har været en god start på sæsonen. Vi spillede i første kamp mod et godt Lyngby-hold, som kom op med en masse oprykkermod, hvor vi vendte et nederlag til en uafgjort. Derefter vandt vi en stor sejr i Midtjylland, mens vi også i dag fik en vigtig sejr over et godt hold. Vi har ikke spillet vores bedste fodbold i nogle af kampene, men vi har fået point i dem alle sammen alligevel. Og spillet skal blive bedre, sagde Sebastian Jørgensen, der allerede kiggede frem mod næste kamp, som er en hjemmekamp mod Aalborg BK.

– Det bliver forhåbentlig en fed kamp. Jeg tænker og håber, at der kommer mange mennesker, for det er altid fedt at spille på JYSK park foran mange mennesker. Derudover er det altid underholdende at spille mod AaB, for det er nogle målrige opgør, vi har haft mod dem – især i sidste sæson, hvor vi blandt andet vandt en hjemmekamp med 4-2. Det bliver uden tvivl en fed kamp, afsluttede Sebastian Jørgensen.

 

Interview: Anders Mathiasen

 

 

 

.

 

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Scroll til toppen