1. september 2020

Vallys forlænger med SIF

Vallys forlænger med SIF

23-årige Nicolai Vallys har i dag forlænget sin aftale med Silkeborg IF, så den nu løber frem til udgangen af 2023.

Silkeborg IF og Nicolai Vallys har i dag forlænget midtbanespillerens kontrakt med knap tre år. Parterne har nu papir på hinanden frem til udgangen af 2023.

– Nicolai Vallys har i sin første sæson i SIF gjort det langt over forventning og har været inde i en god udvikling. Han er samtidig en spiller, som vi forventer vil fortsætte med at udvikle sig, og vi kan næsten ikke vente, til han bliver klar igen, siger SIF’s sportschef Jesper Stüker.

Nicolai Vallys kom til SIF sidste sommer fra Roskilde som et relativt uprøvet talent, der aldrig tidligere havde stiftet bekendtskab med et fuldtids-setup. Inden sin sæson i 1. division med Roskilde spillede han 2. divisionsfodbold i Roskilde. Han sidder i øjeblikket ude med en skade.

– I det første halve år var der meget, han skulle vænne sig til, men han kom med nogle naturlige forudsætninger, bl.a. hans intuitive fornemmelse for at spille i mellemrum. Hos os er han blevet både fysisk stærkere og har også skærpet sine tekniske færdigheder, bla. er hans spark blevet bedre, så vi ser frem til at se endnu mere fra hans side, siger Jesper Stüker videre.

En god fornemmelse
Nicolai Vallys er glad for sin nye kontrakt, og han glæder sig til at kunne bidrage igen i løbet af efteråret. Midtbanespilleren sidder i øjeblikket udenfor efter at have pådraget sig et brud i den ene fod, men om godt to uger, når han må smide støtte-skinnen, kan han for alvor begynde sin genoptræning.

– Jeg er rigtig glad for forlængelsen og har en god fornemmelse. For mig var det ikke længden på kontrakten, der var det vigtigste, men at jeg tror på, at jeg i SIF kan udvikle mig endnu mere, end jeg allerede har gjort. Jeg har været igennem et lærerigt år i SIF, hvor jeg i starten skulle vænne mig til at træne på fuld tid og være professionel. Men da først det var på plads, er det gået opad lige siden, siger Nicolai Vallys.

Han nyder tilværelsen som professionel, men har også mødt en verden, der stiller helt andre krav til ham, end han tidligere har været vant til.

– Træningen har været én ting – niveauet er højere, end jeg har været vant til, både hos mine holdkammerater og hos modstanderne. SIF er også en større klub, og dermed er krav og forventninger også større. Det svære ved fodbold er ikke det, der sker inde på banen. Det er alt det udenom. Fokus skal være et andet, når man er fodboldspiller på fuld tid. Træningen kræver mere, og omgivelserne forventer mere. Jeg nyder det, men jeg skulle også vænne mig til det, siger Nicolai Vallys, der oveni det fodboldmæssige niveau-skifte også blev rykket fra storbyens puls i København til provinslivet i Silkeborg.

– Jeg er kommet til at holde af søer og skove, og jeg sætter stor pris på at bo og leve i Silkeborg. Og hvis jeg engang imellem savner livet i storbyen, ligger Århus jo ikke særlig langt væk, siger han med et smil.

Nicolai Vallys spillede i sin første sæson i SIF 33 kampe og scorede 6 mål.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Scroll til toppen