26. september 2021

Underholdende sejr i Nørreskoven

Silkeborg IF vandt søndag aften 2-4 over Vejle Boldklub på udebane i Nørreskoven. Sebastian Jørgensen blev dobbelt målscorer, mens Nicklas Helenius og Nicolai Vallys hver scorede et enkelt mål.

Vejle Stadion i hjertet af Nørreskoven dannede søndag aften rammerne for opgøret mellem Vejle Boldklub og Silkeborg IF, hvor aftensolen netop havde sænket sig. En stor flok medrejsende Silkeborg-fans gjorde sit for at skabe en stemning af, at man var hjemme på JYSK Park.

SIFs cheftræner Kent Nielsen var tvunget til at skifte ud på midtbanen kort inden kampen, da Andreas Oggesen blev skadet under opvarmningen. Det betød, at Robert Gojani fik sin første Superliga-kamp fra start.

Mål til Vejle
Efter 14 minutters spil fik Vejle skabt deres første reelle chance, som også senere blev til et mål.  Dimitrios Emmanouilidis fik på en omstilling tilkæmpet sig bolden efter klumpspil hos SIFs forsvarsspillere og efterfølgende sendt bolden i mål. Efter næsten fire minutters VAR-gennemgang for en mulig offside fik målet lov til at stå, og Vejle var dermed foran.

Umiddelbart efter Vejles føringsmål forsøgte SIF at sætte sig på spillet, og det lykkedes man med. Efter 23 minutters spil fik SIF spillet igennem Vejles forsvar, og bolden endte for fødderne af Stefan Teitur Thordarson, der dog ikke ramte bolden. SIF kom tættere på.

To hurtige mål til SIF og et enkelt til Vejle
Efter en god periode for SIF kom udligningen til 1-1 efter 26 minutters spil. En god bold i dybden fra startopstillingsdebutanten Robert Gojani og et koks i Vejle-forsvaret betød, at Sebastian Jørgensen kunne score sit tredje Superliga-sæsonmål på et flot lob over Vejles målmand Steen Grytebust.

Efter 29 minutters spil fik SIF bragt sig på 1-2 efter nogle hurtige kombinationer igennem Vejles forsvar. En hurtig et-to mellem Rasmus Carstensen og Nicklas Helenius på højre kanten betød, at Carstensen kunne lægge bolden ind i fødderne på Sebastian Jørgensen, der kunne score sit andet mål denne aften i Vejle.

Kort efter SIFs scoring blev Kent Nielsen nødt til at skifte Andre Calisir ud med en skade, og ind kom i stedet Joel Felix.

På hjørnesparket efter udlignede Vejles Lukas Engel ved bageste stolpe efter at bolden blev forlænget forrest i feltet. 2-2 efter 33 minutters spil.

Føring til SIF!
Efter 36 minutters spil kunne SIF bringe sig foran nok engang – denne gang på straffespark. Situationen opstod efter en god bold til Rasmus Carstensen i dybden, der kunne lægge den ind over til Helenius. Målmand Grytebust tacklede Helenius på ulovlig vis, og der var dermed straffe til SIF. Dette omsatte Helenius selv til sikker scoring med sit andet mål i sæsonen.

Med få minutter tilbage af første halvleg fik Sebastian Jørgensen en stor mulighed, da han blev sendt i dybden af Mark Brink. Steen Grytebust fik dog reddet bolden, og det skulle vise sig at blive den sidste chance i en begivenhedsrig første halvleg: 2-3 ved pausen.

Efter pausen forsatte takterne fra første halvleg med god intensitet i begge ender. Dog var SIF mest toneangivende, og efter 49 minutter blev Sebastian Jørgensen spillet fri igennem og lagde bolden til side til en helt fri Nicolai Vallys, der dog ikke kunne omsætte til mål.

Efter 75 minutters spil kom anden halvlegs anden store chance, og denne gang var det Vejles Said Ezatolahi der helt fri foran mål headede bolden forbi den ene opstander. Efter en periode, hvor ingen af holdene havde skabt det store, kom denne chance ud af det blå.

2-4 til SIF!
Efter 78 minutter kom det afgørende mål fra SIFs Nicolai Vallys, der efter klumpspil i Vejles forsvar endte med en fri chance foran målet. Målet blev scoret i samme ende som de medrejsende fans, og jublen var enorm, da Vallys fejrede målet med dem bag målet.

Mod kampens slutning skabte ingen af holdene de store chancer, og det endte derfor med en sejr på 2-4 til SIF i en hæsblæsende affære på Vejle Stadion, hvor især første halvleg var begivenhedsrig.

Med sejren bevæger SIF sig forbi FC Nordsjælland og op på Superligaens 5. plads. Næste opgave for SIF er på hjemmebane på søndag den 3. oktober, hvor man tager imod netop FC Nordsjælland i sæsonens første El Plastico.

Kampen i tal
3F Superligaen, 10. runde – søndag den 26. september 2021 klokken 20.00 på Vejle Stadion.

Vejle Boldklub – Silkeborg IF 2-4 (2-3)

Mål: 1-0 Dimitrios Emmanouilidis (14), 1-1 Sebastian Jørgensen (26), 1-2 Sebastian Jørgensen (30), 2-2 Lukas Engel (33), 2-3 Nicklas Helenius (37), 2-4 Nicolai Vallys (78).

Advarsler: Saeid Ezatolahi, Tobias Mølgaard, Allan Sousa

Tilskuere: 3.356

Vejle Boldklub: Steen Grytebust, Tobias Mølgaard, Manjekar James, Jerome Opoku (81: Kevin Custovic), Viljormur Davidsen, Allan Sousa, Hans Hollsberg (59: Said Ezatollahi), Mouhamadou Drammeh, Lukas Engel (72: Brandon Pierrick Keutcha), Dimitrios Emmanouilidis (59: Kevin Yamga), Andres Ponce (45: Jacob Schoop).

Cheftræner: Peter Sørensen

Silkeborg IF: Nicolai Larsen, Rasmus Carstensen, Tobias Salquist, Andre Calisir (30: Joel Felix), Gustav Dahl, Mark Brink, Stefan Thordarson, Robert Gojani (87: Pelle Matssson), Nicolai Vallys, Sebastian Jørgensen (72: Anders Klynge), Nicklas Helenius (88: Søren Tengstedt).
Cheftræner: Kent Nielsen

Dommer: Mikkel Redder

Kampreferat: Anders Mathiasen

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Søndag d. 06.10. kl. 20.00
Scroll til toppen