William Kirk scorede SIF’s mål i 1-1-opgøret mod FC Fredericia, i en reservekamp hvor Asbjørn Bøndergaard desværre måtte humpe fra banen med en skade.

Silkeborg IF’s reserver spillede mandag eftermiddag 1-1 mod FC Fredericias ditto i en træningskamp, der varede to gange 35 minutter.
Kampens indledning blev desværre skæmmet af, at Asbjørn Bøndergaard gik i kunstgræsset efter en hård duel med en FCF-spiller. Vores angriber måtte humpende hjælpes fra banen.
SIF kom bedst ind i kampen efter den ærgerlige indledning, men det var alligevel FC Fredericia, der kom foran efter 22 minutter, da Anders Dahl scorede på sin tidligere hjemmebane på et afrettet skud.
SIF fortsatte med at presse på. Julius Lorents ramte bl.a. stolpen, inden indskiftede William Kirk helt fortjent sendte udligningen i kassen på et brag af en afslutning. I det hele taget var William Kirk meget iøjnefaldende.
Rami Al Hajj fortsatte i øvrigt de gode takter fra søndagens indhop mod Brøndby IF, og den svenske kreatør lagde fod til meget i mandagens reservekamp, som SIF dominerede.
En scoring til hjemmeholdet lå i den grad i luften, men efter 55 minutter måtte Aske Andresen trække en stor redning ud af ærmet efter en afslutning fra distancen.
Nærmere kom nogen af mandskaberne ikke en scoring, og SIF måtte lade sig nøje med 1-1 mod FC Fredericia.
Sådan stillede SIF op: Aske Andresen, Simon Stüker, Benjamin Clemmensen, Alexander Priesborg Madsen, Leonel Montano, Julius Lorents, Mikkel Øxenberg, Oskar Boesen, Asbjørn Bøndergaard, Rami Al Hajj, Alexander Simmelhack.
Bænken: Bastian Holm, William Kirk, Victor Dahl, William Møller





