U19 og U15 hentede flotte sejre over OB i weekenden, mens U17 til gengæld fik ørene i maskinen. Læs mere om weekendens ungdomsresultater her.
SIF U19 vs OB 2-0
1-0 selvmål (assist Stüker)
2-0 Sebastian C
Vi skulle prøve at rejse os ovenpå det lidt skuffende nederlag for 14 dage siden i Vejle. Det formåede drengene at gøre, i en kamp som bølgede lidt frem og tilbage. Momentum i 1. Halvleg lå skiftevis ved de to hol,, uden at nogle af holdene for alvor kunne omsætte overtaget til store chancer, så 0-0 ved pausen var et meget retvisende billede.
Vi kom ikke særlig godt ud til 2. Halvleg, ligesom tilfældet var i 1. Halvleg, men lige så stille spillede drengene sig ind i kampen og fik overtaget, og det udmøntede sig i 1-0 målet hvor Stüker brød igennem i højre side og hans indlæg blev afrettet og gik i mål. 2-0 målet skal tilskrives Kevin Knudsen, som løb en god omstilling og efterfølgende pressede målmanden til en stor fejl, så Seb kunne score i tomt mål.
Vi skal blive bedre til at tage initiativet fra starten af kampene, men stor ros til drengene for den arbejdsindsats de lægger for dagen. Spillet bliver bedre og bedre, så alt i alt en dejlig lørdag på JYSK park!
Skrevet af transitionstræner Thomas Røll
U17 – OB: 0-5 (0-3)
Det blev en underlig kamp, hvor vi startede solidt og var i rimelig og kontrol, men efter 25 min indkasserede vi tre scoringer på 8-9 min.
Den første gik i kassen på et direkte indlæg, og det var som om, vi stivnede derefter. OB dræbte kampen efter fem min. af 2. halvleg, da vi begik et straffespark.
Vi skabte mange gode muligheder via fin opbygning, men når vi løb mod deres bagkæde endte det ud i ingenting, og generelt var det en kamp med lav kvalitet på bolden og for lidt energi i holdet.
Heldigvis har vi vist højere niveau i de øvrige tre kampe, og det er jeg sikker på, vi får bragt i spil mod AaB på lørdag.
Skrevet af Peter Ager Kristensen, U17-cheftræner
SIF U15 vs. OB – 6-1 (4-0)
Mål: Yousef Amara x2, Anders Ngimbi x2, selvmål og Loke Ryolf
Efter en hård start på U15 ligaen så kom forløsningen endelig. Og hvilken en af slagsen.
Efter et kvarters tid fik vi tilkendt et straffespark og omsatte det til scoring. Derfra tog det fart, og 20 minutter efter stod der 4-0.
Vi har arbejdet meget med vores organisation på holdet, og at vi hænger sammen i vores kæder. Det gav virkelig pote i dag, og drengene leverede en stærk defensiv indsats. Vi tillod OB at have bolden mere end vi normalt plejer, men vi var aggressive og ivrige, når vi var i pres. Det gav nogle erobringer, som også resulterede i en scoring.
Vi spillede ofte over OB’s mand/mand pres, og så kombinerede vi virkelig flot på deres banehalvdel. Især 4-0 målet var en fornøjelse at se.
Anden halvleg lukkede vi hurtigt til 5-0 og 6-0 inden OB reducerede på et direkte frispark til slutresultat 6-1.
Jeg er dybt imponeret af vores første halvleg i dag, hvor der var vilje, energi og power i alle vores aktioner.
Endelig kom der også hul på bylden i forhold til scoringer, og så er det bare dejligt at vi nu har tre point på kontoen, og med sådan en indsats, som drengene leverede i dag, så er der mange flere point i vente.
Skrevet af Lasse Merring-Mikkelsen, U15-cheftræner
AaB – U14 3-2 (2-0)
Mål: Marcus Kinze og Noam Granberg
U14 løb lørdag eftermiddag ind i sæsonens første pointtab i et tæt opgør i det nordjyske.
AaB fik en god start, men vores målmand Oliver Löffgreen tog godt fra nede i målet. Herefter sad vi mere på spillet, men formåede ikke at sparke bolden ind.
Fodbold kan være kynisk, og efter vi selv misbrugte en god mulighed, så løb AaB ned og gjorde det til 1-0. Kort før pausen bliver vi med et gult kort reduceret til 10 mand, og ondt blev værre, da AaB vekslede frisparket til et mål.
Vi havde trænet lavt forsvarsspil i ugen op til kampen, og det fik vi lov at øve os på i starten af 2. Halvleg. AaB scorede til 3-0 kort efter, at vi er blevet 11m11 igen.
Det så sort ud, men vores drenge gav ikke op og blev ved med at jagte muligheden for point. Med en reducering med 20 minutter igen åbnede kampen sig, desværre fik vi ikke scoret det andet mål før tillægstiden.
En tæt kamp og en off day fra U14 resulterede i et nederlag. Vi må op på hesten igen og jagte den resultatmæssige revanche i næste uge, når EfB gæster os.
Skrevet af U14-cheftræner Kasper Christensen
AaB – U13 6-0 (3-0)
En svær kamp for os, hvor vi i perioder er meget på hælene og især i presset kæmper en del med det. Drengene kommer med energien, men finder aldrig rigtig et momentum og kun i korte perioder spiller vi på niveau med dagens modstander, som vi ellers havde fint fat i for to uger siden. I dag så med lidt omvendte fortegn.
Det var en god læring for os på dels noget taktisk, men især også på, hvordan man håndterer modgang på flere områder end at komme hurtigt bagud, som i øvrigt er ved at blive en vane, vi skal væk fra. Og generelt nu får lov at øve i at finde overskud efter en ellers fin start i et godt flow over flere uger nu.
Er dog sikker på vi rejser os igen næste uge hjemme mod EfB, der kommer på besøg til træningskamp.
Skrevet af Peter Nielsen, U13-cheftræner