7. august 2017

Det nye U14-hold gjorde god figur

sif-u14-eftera%c2%a6er-2016_718

Turneringen Iber Cup bød på masser af mål, store sejre og et par nederlag for det nye hold.

Syv kampe spillede U14-holdet ved Iber Cup, og her blev det til tre sejre, en uafgjort og tre nederlag. U14-træner Peter Ager Kristensen var tilfreds med drengenes indsats i turneringen.

– Overordnet set var det en rigtig fin turnering for U14. Der er masser af gode spillere på årgangen. Vi har arbejdet med vores opbygningsspil, og vi har tydeligt forbedret os fra kamp til kamp, fortæller han.

Holdet startede turneringen som lyn og torden mod Roskilde og var allerede foran 2-0 efter fem minutter, og selvom Roskilde var i hælene på SIF, lykkedes det at vinde 3-2.

Samme opskrift gik ikke mod Greve i kampen efter, hvor SIF havde en del boldtab, der resultaterede i mål til sjællænderne. Derfor var SIF bagud 0-5 efter 30 minutter. En stor indsats af holdet gav dog spænding i kampen med fire scoringer i træk, men det sidste mål udeblev og dermed også et point.

Point blev det til endnu engang i det nordiske opgør mod norske Asker. Her dominerede SIF hele kampen og var bare bedre på alle parametre. Der var så godt styr på opgøret, at det også blev brugt til at øve overtalsspil.

– Vi øvede os i at skabe overtal ved tempofyldte spilvendinger, men lykkedes ikke for godt, og det blev ofte svært på den sidste 1/3 overfor et kompakt hold, hvor vi manglede lidt bevægelse og havde for kort afstand mellem hinanden, siger Peter Ager Kristensen, der kunne glæde sig over, at kampen trods alt bød på tre point og en 3-0-sejr.

Modgang til U14

Under Iber Cup prøvede holdet også at spille i undertal, da det mod NF Academy blev til en udvisning. Udvisningen faldt, da SIF var bagud 1-2, men det stoppede dem ikke fra at score et sidste mål og dermed tage et point med.

Så skulle der en sejr til i sidste kamp for at gå videre til A-slutspillet. Sådan gik det desværre ikke mod Ishøj.

– Vi spillede en flot 1. halvleg, hvor vi var stærke på bolden og havde tilløb til en del chancer. Et par fejl gav mål imod og så var det en smule op ad bakke. Vi havde nogle store chancer i anden halvleg men udnyttede dem ikke og var ikke tæt på point eller sejr. Vi var lidt udfordret på færdigheder, når tempoet blev presset i vejret. Samtidig blev det lidt hektisk for drengene, som gerne ville jagte et resultat, siger Peter Ager Kristensen.

Med nederlaget skulle drengene spille for et godt resultat i B-slutspillet, hvor første modstander var Askers B-hold. Dem havde SIF ingen problemer imod og demonstrede god struktur i opbygningsspillet og god energi. Det kastede en 6-0-sejr af sig, og holdet spillede sig videre til B-finalen.

Sidste kamp mod Esbjerg blev ikke den afslutning, man kunne håbe. Holdet holdt ikke niveauet fra kampen mod Asker B.

– Vi var klart det bedste hold på banen og dominerede med bolden. Vi så gode ud i vores opbygningsspil, hvor vi flyttede os godt og var dygtige til at besætte de rigtige rum. Desværre manglede vi idéer, når vi kom i afslutningsspil og vi havde en tendens til at angribe for smalt foran deres felt. Vi kom bagud på et boldtab stik mod spil og chancer, siger Peter Ager Kristensen, der samlet set oplevede turneringen som en positiv oplevelse for holdet.

– Vi lærer hele tiden lidt mere fra kamp til kamp, og det er positivt ved disse turneringer.

U14-holdets kampe i tal:

SIF – Roskilde: 3-2 (2-1)
Målscorere: Jacob Leerhøj Larsen 2 og Jonathan Pank Iversen.

SIF -Greve: 4-5 (0-3)
Målscorere: Jacob Leerhøj Larsen 2 og Magnus Bøttker 2.

SIF – Asker (Norge): 3-0 (1-0)
Målscorere: Jacob Leerhøj Larsen, Noah Sonne Kargo og Frederik Nedergaard Jensen.

SIF – NF Academy: 2-2 (1-1)
Målscorere: Jonathan Pank Iversen og Jacob Leerhøj Larsen.

SIF – Ishøj: 0-3 (0-2)

SIF – Asker B: 6-0 (5-0)
Målscorere: David Brunsbjerg Christensen 2, Frederik Nedergaard Jensen 2, Jacob Leerhøj Larsen og Magnus Hollmann.

SIF – Esbjerg: 0-2 (0-1)

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Scroll til toppen