15. april 2023

Traineeaftale med Magnus Bøttker

Silkeborg IF har indgået en traineeaftale med det 18-årige offensiv-talent Magnus Bøttker.

18-årige Magnus Bøttker, der var med på SIF’s vintertræningslejr i Spanien, har gjort så godt et indtryk, at han nu får en traineekontrakt gældende frem mod sommeren 2024.

Forhåbningen fra både klub og spiller er, at offensiv-talentet snart kan veksle aftalen til en fuldtidskontrakt.

– Vi er glade for at lande en aftale med Magnus, som er en rigtig Silkeborg-dreng, og som har været her siden børneårene. Han har taget hele turen: U13, Talent Team på Sølystskolen og Silkeborg Fodbold College, hvorfra han bliver student til sommer, siger talentchef i SIF Peter Christian Hansen og fortsætter.

– Som spiller kan Magnus beskrives som en kreativ type med god teknik, og han er god at spille sammen med – især med den spillestil, vi har i Silkeborg IF. Han er god til at spille i små rum, sætte sine medspillere op til chance eller selv komme til afslutning.

– Målet er, at Magnus nu skal bide sig fast i A-truppen og over tid blive ny Superliga-spiller i Silkeborg IF, siger Peter Christian Hansen.

Den teknisk dygtige U19-spiller er naturligvis lykkelig for sin ny kontrakt.

– Det var et meget stolt øjeblik, da jeg skrev under på aftalen. Det er kæmpestort for mig og noget, som jeg har kæmpet for i en lang periode. Jeg har store forhåbninger om at spille mig til en fuldtidskontrakt på sigt. Det er mit næste store mål, og jeg føler, det er realistisk, hvis jeg fortsætter med at arbejde stenhårdt, som jeg har gjort indtil videre, lyder det fra Magnus Bøttker.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Søndag d. 21.07. kl. 14.00
Scroll til toppen