28. april 2022

Stor fællesspisning på JYSK park

SIF lægger torsdag aften ”hus” til en stor fællesspisning på JYSK park i samarbejde med HUSRUM Silkeborg og Folkebevægelsen mod Ensomhed.

– I Silkeborg IF vil vi rigtig gerne være meget mere for mange flere, og vi har nogle helt unikke muligheder for at tilbyde fællesskab og oplevelser. Derfor har vi igangsat et stort arbejde med at give oplevelser til nogle af dem, der trænger mest, og til hver hjemmekamp på JYSK park har vi gæster fra forskellige godgørende organisationer. Det kan være alt fra ukrainske flygtninge til hjemløse, veteraner og ensomme, siger kommunikationsdirektør Michael Ravn.

Det landsdækkende Folkebevægelsen mod ensomhed består af mere end 80 organisationer, foreninger, skoler, kommuner og virksomheder, der for første gang er gået sammen i kampen mod ensomhed. Folkebevægelsen mod ensomhed har hvert år i uge 17 et stort initiativ, der hedder Danmark spiser sammen.

– En af aktørerne er HUSRUM Silkeborg, som vi har haft en rigtig god dialog med, og vi har torsdag aften inviteret til fællesspisning på JYSK park. Mænds Mødesteder og Sind Ungdom har også sluttet sig til vores fællesspisning, og ud over en god middag i godt selskab får alle en rundvisning på JYSK park, og de bliver alle sammen inviteret til SIF-AaB på mandag kl 19.00, siger Fan- og eventkoordinator Camilla Jensen.

I Danmark føler 570.000 voksne sig svært ensomme, og 20.000 børn i alderen 11-15 år føler sig ofte eller meget ofte alene. Sundhedsstyrelsen har regnet sig frem til at, der årligt er 400.000 kontakter til egen læge, der delvist eller udelukkende skyldes ensomhed. Ensomhed er et folkesundhedsproblem, der er årsag til mistrivsel, sygdom og for tidlig død, og årligt koster ensomhed ifølge Sundhedsstyrelsen samfundet over 8 mia. kr. i pleje, behandling og tabt produktion.

Til kampen mellem SIF og AaB får vi ligeledes gæster fra Rusmiddelcenter Silkeborg, og i samarbejde med Kirkernes Sociale Arbejde har vi besøg af en gruppe ukrainske flygtninge og deres danske værtsfamilier, som de bor hos – samt venskabsfamilier, der sørger for, at ukrainerne lander godt i Silkeborg og får et lokalt netværk. Også Børns voksenvenner Silkeborg bakker igen op om SIF til mandagens kamp.

.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Scroll til toppen