22. juli 2019

SIF’s reserver viste gode takter

SIF’s reserver viste gode takter

Silkeborg IF’s reservehold slog SønderjyskE med 3-1. SIF’s nye angriber Emil Holten scorede to gange.

Det regnede konstant igennem samtlige 90 minutter, da Silkeborg IF’s reservehold spillede testkamp mod SønderjyskEs ditto. De to hold havde sat hinanden i stævne på Haderslev Atletikstadion.
For SIF-holdet var det dagen derpå et tungt 3-0 nederlag til AC Horsens i Superligaen. Og selvom langt de fleste af spillerne til dagens kamp ikke havde været en del af gårsdagens nederlag, så lå det alligevel i luften, at det skulle revancheres. Og det blev det.

Det var et SIF-hold som viste langt mere gejst og vilje i dagens kamp. Der var både hårdhed i nærkampene, mens også spillet langs græsset flød langt bedre. Der var også masser af lyd på fra de bagerste geledder, hvor Dennis Flinta og Jeppe Gertsen dirigerede holdkammeraterne godt. På midtbanen gled Valance Nambishi og Mads Kaalund ind i et fint samarbejde.
På toppen for SIF var Emil Holten og Oliver Haurits placeret. De to spydspidser blev flere gange i kampen farlige, og det var både efter opspil fra højre og venstre side. Efter blot tre minutter var det Oliver Haurits, som glimrende satte højrefoden på et fladt indlæg fra Nicolai Vallys. Skuddet fra angriberen sejlede op i nærmest hjørne, og så var SIF foran. Endnu en diamentral modsætning fra kampen søndag eftermiddag.

Holten på tavlen
Mens Oliver Haurits flere gange i opstarten har været farlig og scoret mål, så har der været lidt mere stille omkring SIF’s nye angriber, Emil Holten. Den tidligere Nykøbing FC-spiller fik søndag sin debut i Superligaen, men havde endnu sit første mål til gode i SIF-trøjen. Det blev der rådet bod på 20 minutter henne i kampen. Andreas Heimer erobrede en bold på SønderjyskEs halvdel. Oliver Haurits opsnappede bolden og sendte den videre til Emil Holten.

Angriberen sparkede resolut fra distancen og fik placeret bolden fornemt udenfor SønderjyskE-keeperens rækkevidde. Dermed stod der 2-0 til SIF, hvilket også var stillingen ved pausen.
Her blev der talt med store bogstaver i SønderjyskE-lejren, hvor Niels Lodberg fik skældt hjemmeholdets spillere godt og grundigt ud, så borgerne i Haderslev og omegn ikke kunne være i tvivl om, at første halvleg for hjemmeholdets synspunkt ikke havde været godkendt.

Der skulle da også blot gå fire minutter af anden halvleg, inden hjemmeholdet fik bidt fra sig. Danny Amankwaa fik rykket sig fri i SønderjyskE’s venstreside, og fik smidt et godt indlæg på tværs, hvor Peter Christiansen satte hovedet på.

En klasse assist
Kampen bølgede herefter frem og tilbage. Begge hold jagtede den næste scoring, som skulle komme efter et glimrende forarbejde. Først var det Valance Nambishi, som med en milimeter præcis aflevering fandt Rasmus Carstensen, som med brystet tog bolden ned og kørte op af venstresiden. Han fik sat sin direkte oppasser og kunne relativt ubesværet skære ind i feltet og smide bolden på tværs til Emil Holten, som havde taget plads inde foran SønderjyskEs mål. Angriberen satte foden på, og så stod der 3-1 til SIF efter 61 minutter.

I resten af kampen blev der fortsat gået til stålet på begge mandskaber. SønderjyskE kom tættest på en scoring i den sidste del af kampen, da de kort før tid ramte ydersiden af stolpen. Det blev dog ved de 3-1 til SIF, som dermed fik vist nogle af de takter, som trænerteamet havde efterspurgt efter nederlaget i Superligaen dagen forinden.

Kampen i tal:

Testkamp, mandag 22. juli kl. 13.00 på Haderslev Atletikstadion:
SønderjyskE – Silkeborg IF 1-3 (0-2)
Mål: 0-1 Oliver Haurits (3.), 0-2 Emil Holten (20.), 1-2 Peter B. Christiansen (48.) 1-3 Emil Holten (61.)
Advarsler: Mads Kaalund, Silkeborg IF.

Silkeborg IF (4-4-2): Magnus Dalsgaard – Rasmus Carstensen, Dennis Flinta, Jeppe Gertsen, Sebastian Blindkilde (55.: Anders Sønderby) – Nicolai Vallys (55.: Peter Nemec) , Mads Kaalund, Valance Nambishi, Andreas Heimer – Emil Holten, Oliver Haurits

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Seneste nyheder

Næste Kamp

1. DIVISION

SØNDAG 27.09 KL 14:00

Klar til SIF-Esbjerg lørdag kl. 13.30 

ORIENTÉR DIG HER FØR KAMP
close-link
Scroll til toppen

Menu