21. marts 2022

SIF vandt i Aarhus

Silkeborg IFs reservehold vandt mandag eftermiddag med 2-1 i Aarhus over AGF. Mads Kaalund og Frederik Carstensen stod for scoringerne.

Trods bagud allerede efter syv minutter af reservekampen mod AGF, hvilket også var stillingen ved pausen, lykkedes det SIF at vende kampen og tage en 2-1 sejr med hjem fra Fredensvang. Mads Kaalund udlignede kort efter pausen med det første mål efter sin tilbagevenden fra sin langvarige pause, og Frederik Carstensen blev matchvinder otte minutter før tid.

Chokstart af hjemmeholdet
AGF startede frisk til med en vekslende vind i ryggen og kom da også foran allerede i det ottende minut. Dog skulle de have lidt hjælp til dette 1-0 mål, idet det nok må betegnes som et selvmål. Et indlæg fra højre side blev uheldigt rettet af af Nicklas Mehl og snød Stan van Bladeren i SIF-målet.

Gæsterne lod sig dog ikke gå på af den irriterende start og overtog mere og mere af spillet med forsøg fra både Kaalund, Anders Dahl, Carstensen og Tengstedt. AGF´erne svarede også igen, og specielt Oliver Lund var flittig på højrekanten og førte ofte bolden frem til indlæg. I hjemmeholdets forsvar ragede Frederik Tingager godt op og styrede spillet sammen med de unge, som var med i truppen.

Hurtig udligning efter pausen
Fire minutter inde i 2. halvleg diskede SIF op med et godt gennemspillet angreb. Frederik Carstensen slutter af med et flot indlæg, og Kaalund kan sprinte bolden i mål bag Viktor Noring, den aarhusianske keeper. 1-1.

Efter godt 65 minutter er Carstensen igen farlig, da han slipper fri i højre side, men den løbestærke og flittige spiller skyder lige over og minuttet efter bliver det farligt i den modsatte ende. Skuddet går dog lige over van Bladerens mål.

Indskiftede Asbjørn Bøndergaard slap – med et kvarter tilbage – helt fri tæt på mål, men keeper Noring kom godt ud af sit mål. Kort efter blev Carstensen spillet helt fri, men desværre – og til stor frustration for unge Carstensen – reddede Noring igen. Men bare minuttet efter blev den stærke forward igen spillet fri, og denne gang svigtede højrefoden ikke. Jonathan Pank stod for den flotte assist til 1-2 målet, og med kun små ti minutter tilbage blev der ikke ændret på den stilling. SIFs reserver kunne derfor glæde sig over sæsonens første sejr efter tre nederlag på stribe.

Næste kamp
Reserveholdets næste kamp er mandag, den 4. april kl. 13.00 i Randers.
Denne kamp vil dog blive flyttet til et endnu ikke fastlagt tidspunkt, da der er kamp i Herning for 3F Superligaen mandag aften, den 4. spril. 

Silkeborg IF – AGF, reserveligaens pulje 2, 12. marts 2022
Resultat:
1-2 (1-0)
Målscorere:
0-1 (8) selvmål, 1-1 (49) Mads Kaalund, 1-2 (82) Frederik Carstensen

SIF: Stan van Bladeren, Theo Hoffmeyer Beck (73: Jonathan Pank), Alexander Busch, Joel Felix (73: Emil Thyregod), Nicklas Mehl (46: Marcus Bagge), Jeppe Kilden Grøn, Pelle Mattsson, Mads Kaalund, Søren Tengstedt (73: Asbjørn Bøndergaard), Frederik Carstensen, Anders Dahl.

Referat: Ulla Myrhøj

 

 

 

 

 

.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Scroll til toppen