7. marts 2021

SIF sled sig til endnu en sejr

På en dag, hvor SIF ikke ramte topniveau, blev det alligevel til 2-0 sejr over HB Køge. Tobias Salquist og – hvem ellers – Nicklas Helenius stod for SIF-målene.

Det var ikke en af SIF’s bedste dage, men det blev alligevel til en relativt sikker sejr, da HB Køge søndag eftermiddag blev sendt hjem med et 0-2 nederlag. Efter en chancefattig 1. halvleg kom målene efter pausen, først ved Tobias Salquist på hovedstød efter frispark og dernæst et herligt langskud fra SIF-hittet Nicklas Helenius, der nu har scoret syv mål i fire kampe siden januarskiftet til Søhøjlandet.

Med sejren holder SIF trit med de to andre tophold, Viborg og Esbjerg, der også gik ud af 20. runde med sejre og i næste weekend møder hinanden, mens SIF skal en tur til Hobro.

Pelle Mattsson med fra start
SIF havde kun en enkelt ændring i start11’eren i forhold til seneste kamp mod Esbjerg. Pelle Mattsson havde fået pladsen på den defensive midtbane og fik dermed sin første start-plads på førsteholdet. Han erstattede Mark Brink, der måtte sidde over på grund af efterveerne af det hårde frispark, han var involveret i mod Esbjerg, og som udløste tre sting i anklen.e u

SIF lagde ud med et par gode chancer, først til Nicklas Røjkjær, der var fri i feltet, men ikke fik styr på bolden, og dernæst til Sebastian Jørgensen, der first-timede en tværbold over mål.

Men ellers var der langt mellem chancerne. SIF savnede tempo i bold-omgangen, og HB Køge stod kompakt, så hjemmeholdet havde svært ved at finde løsninger til at gennembryde det. Midt i halvlegen lykkedes det at komme igennem i SIF’s højre side, da Rasmus Carstensen gik fri og spillede Nicklas Helenius til scoring, men linjedommer Sune Feddersen vinkede Carstensen off-side.

Røjkjær med stor chance
Kampens største chance indtil da kom efter en halv time, da SIF endelig fik en hurtig omstilling. Sebastian Jørgensen førte bolden frem og spillede Nicklas Helenius i dybden. SIF-angriberen blev tæt fulgt at Køge-forsvarer Mikkel Qvist, men så Nicklas Røjkjær fri i modsatte side og sendte bolden videre. Røjkjær trak godt fri og sparkede mod et frit mål, men han overplacerede skuddet, så bolden gik forbi den ene opstander.n

Røjkjær var igen på færde få minutter senere, da han headede et godt indlæg fra Stefan Teitur Thórdarson over målmand Oskar Snorre… Men også lige forbi mål. Stefán Teitur Thórdarson sluttede den forsigtige SIF-indsats med et langskuds-forsøg, som Oskar Snorre dog ikke havde problem med at håndtere. En 1. halvleg med SIF-dominans uden bid i sluttede dermed målløs.

Hovedstød af Salquist til 1-0
Som det ofte er i chancefattige kampe, skal der en standard-situation til at bryde dødvandet. Således også denne søndag. Efter godt 50 minutters spil erobrede Rasmus Carstensen et frispark ude i højre side. Sebastian Jørgensen sendte en hård, flad bold mod bageste stolpe, hvor Tobias Salquist kastede sig nedad og fremad og headede bolden i nettet. Første mål for central-forsvareren efter vinterens tilbagekomst til SIF og 1-0.

HB Køge kom længere frem efter SIF-føringen og kom også til chancer. Lasse Petry var tæt på ved bageste stolpe efter HB Køges første hjørnespark i det 56. minut, men hans forsøg gik lige forbi.

Helenius på pletten – igen
Det begyndte at ligne trængselstider for SIF, men i den slags situationer er det godt at have en angriber som Nicklas Helenius. I det 73. minut erobrede SIF-angriberen bolden udenfor HB Køge-feltet, tog et træk og på kanten af buen knaldede bolden op i det ene målhjørne. Værsgo’, syv mål i fire kampe og noget, der lignede en afgørelse på kampen.

Sådan blev det. SIF kørte en relativt sikker sejr i hus.

Kampen i tal:
1. division, 20. runde, søndag 7. marts kl. 15.00 på JYSK park:
Silkeborg IF – HB Køge 2-0 (0-0)
Mål: 1-0 Tobias Salquist (52.), 2-0 Nicklas Helenius (73.)
Advarsler: Eddi Gomes, HB Køge.
Silkeborg IF (4-3-2-1): Patrik Gunnarsson – Rasmus Carstensen, Tobias Salquist, Joel Felix, Gustav Dahl – Stefán Teitur Thórdarson (68.: Anders Klynge), Pelle Mattsson, Nicolai Vallys (89.: Mads Kaalund) – Sebastian Jørgensen (68.: Magnus Mattsson), Nicklas Røjkjær (85.: Wesssam Abou Ali) – Nicklas Helenius (85.: Emil Holten).
Cheftræner: Kent Nielsen.
HB Køge (4-4-2): Oskar Snorre – Mark Gundelach (78.: William Madsen), Eddi Gomes (78.: Magnus Wørts), Mikkel Qvist, Oliver Sonne – Jakob Johansson, Valon Ljuti, Lasse Petry (78.: Magnus Häusler), Mike Jensen (70.: Martin Koch Helsted) – Jubril Adedeji (29.: Mathias Høst), Effiong Nsungusi.
Cheftræner: Auri Skarbalius.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

Oddset Pokalen

Fredag d. 29.03. kl. 19.00
Scroll til toppen