7. februar 2024

SIF sælger Tobias Salquist

Silkeborg IF har solgt 28-årige Tobias Salquist til Chicago Fire FC.

Tobias Salquist er med sine 160 førsteholdskampe i den røde trøje en institution i Silkeborg IF.

Men tiden er nu inde til, at Tobias Salquist kan få opfyldt sit ønske om at prøve sig af i udlandet på ny.

Derfor har Silkeborg IF accepteret at sælge forsvarsspilleren til den amerikanske MLS-klub Chicago Fire FC.

– Tobias har leveret rigtig flot i SIF over flere omgange nu, og i de seneste tre år har han udviklet sig til at blive en af de bedste forsvarsspillere i 3F Superligaen. Tobias har ikke lagt skjul på, at han gerne ville prøve sig af i udlandet, så ud fra en helhedsvurdering, og i sidste ende en sportslig vurdering, har vi i SIF besluttet at opfylde det ønske, selv om det ikke er et salg, der får os til at hæve armene i vejret, siger sportschef Jesper Stüker.

– Når det er sagt, er det jo alt i alt en god historie, som er skrevet, siden Tobias kom retur til Silkeborg IF, men fra klubbens side kunne vi godt have ønsket, at et salg var sket i en større grad af samarbejde og forståelse for Silkeborg IF’s interesser. Tobias har gjort det rigtig godt i SIF, men SIF har også gjort rigtig meget godt for Tobias, siger Jesper Stüker.

Tobias Salquist lægger ikke skjul på, at han udtrykt ønske om at prøve noget nyt, men det fjerner ikke kærligheden til SIF på nogen måde.

– Jeg har været sindssygt glad for min tid i Silkeborg IF, hvor jeg har været med til op- og nedture. I min anden periode i klubben er det selvfølgelig oprykningen, bronzemedaljerne og det europæiske gruppespil, der står klarest, men også det faktum at vi har rykket holdet så langt, siger Tobias Salquist og fortsætter.

– Det er ingen hemmelighed, at jeg følte, jeg var klar til et nyt udlandseventyr, og selv om jeg har givet udtryk for det, så står SIF, fansene og folkene i klubben stadig mit hjerte meget nært. Jeg ønsker alt det bedste for mine tidligere holdkammerater og SIF i fremtiden, siger Tobias Salquist.

Efter overstået papirarbejde og lægetjek kan Tobias Salquist nu slutte sig til sine nye holdkammerater i USA.

SIF ønsker Tobias held og lykke med udlandseventyret i Chicago.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Mandag d. 04.03. kl. 19.00
Scroll til toppen