27. januar 2024

SIF sælger Søren Tengstedt

Søren Tengstedt fortsætter sin karriere i hollandske Go Ahead Eagles, der har købt offensiv-spilleren i SIF.

Søren Tengstedt kom til Silkeborg IF på transfervinduets sidste dag i sommeren 2021, og siden er det blevet til 84 kampe i den røde trøje med 18 scoringer til følge.

Det bliver dog ikke til flere i denne omgang, da SIF har solgt den alsidige offensiv-spiller til Go Ahead Eagles, der i skrivende stund ligger placeret som nummer seks i den hollandske Æresdivision.

– Vi har været utrolig glade for at have Søren i klubben. I sin tid i SIF har Søren udviklet sig til en dygtig Superliga-spiller, som nu er klar til at tage skridtet videre ud i Europa. Det er et spændende skifte for Søren, som vi ikke vil stå i vejen for – også fordi vi mener, vi er rigtig godt dækket ind på de positioner, Søren er bedst på, siger sportschef Jesper Stüker og fortsætter.

– Derfor mener vi, at skiftet til Go Ahead Eagles er det helt rette for alle parter, og vi ønsker Søren alt det bedste med det spændende, nye eventyr i karrieren, siger Jesper Stüker.

Søren Tengstedt har fået sin fodboldopdragelse i AaB men kom til Søhøjlandet fra AGF, hvor det kneb med spilletiden.

I SIF har Tengstedt siden sit skifte tilkæmpet sig en større og større rolle i Kent Nielsens offensiv, men nu er den 23-årige spiller klar til nye udfordringer.

– Jeg har haft en virkelig god tid i SIF, og jeg har været utrolig glad for at møde ind i klubben hver dag. Det har været en fantastisk periode med både bronzemedaljer, europæisk gruppespil og meget andet, siger Søren Tengstedt og fortsætter.

– Jeg er stolt af min udvikling i SIF, og jeg føler mig klar til en ny udfordring. Muligheden i Go Ahead Eagles er så spændende en udfordring, at jeg er nødt til at slå til, hvilket jeg glæder mig meget til. Jeg vil gerne takke mine holdkammerater, fansene og alle folkene i SIF for oplevelserne, siger Søren Tengstedt.

Søren Tengstedt tiltræder i sin nye klub øjeblikkeligt, og SIF ønsker al muligt held og lykke i Holland.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Scroll til toppen