29. august 2023

SIF-nederlag i sæsonens første Future Cup kamp

AaB stillede med et rent U19 mandskab, så derfor gjorde SIF det samme, da sæsonens første Future Cup kamp blev spillet tirsdag eftermiddag i Aalborg.

 

Kamp i Future Cup, tirsdag den 29. august 2023, AaBs træningsanlæg i Horne.

AaB – Silkeborg IF, 3-0 (2-0)

Mål: 1-0 (14), 2-0 (29), 3-0 (86)

Stille og rolig start
De to hold startede kampen stille og roligt, hvilket gav sig udtryk i meget spil ude midt på banen, og der blev ikke rigtig produceret noget fremadrettet spil. Det var derfor også meget betegnende, at hjemmeholdet scorede efter 14 minutter på den første farlige chance.

Bare nogle få minutter senere fik SIF dog etableret et udmærket angreb, men mistede alligevel bolden. AaB kunne derfor slå kontra, men SIF-forsvaret fik blokeret det afsluttende skud.

Et par SIF-forsøg – men i stedet 2-0
Gæsterne havde omkring den halve time et par forsøg, hvor først Magnus Rosengren kom på skudhold, men det ellers udmærkede forsøg strøg lige over mål. Derefter steg den høje midtstopper, Magnus Micha, til vejrs i feltet, men hovedstødet snittede overliggeren.
I stedet kom AaB på 2-0, da SIFerne lavede en fejlaflevering i venstre side, hvorefter hjemmeholdet hurtigt fik etableret et modangreb og lagt bolden ind i bagrummet. 2-0 uden chance for Bastian Holm i målet.

2. halvleg
Efter pausen kom SIFerne lidt mere frem på banen, og Oskar Steinicke kom som den første frem til skud mod mål, men den aalborgensiske målmand fik klaret skuddet. I næsten samme moment fik Bastian Holm i den modsatte ende afværget yderligere scoring til AaB.
efter knapt en halv time var det så Malthe Wahlins tur til at forsøge sig, men desværre lige forbi.

Simon Birch fik også muligheden for en reducering efter fejl i AaB-forsvaret, men keeperen kom godt ud af sit mål.

100% chancer til både SIF og AaB
Med omkring 10 minutter tilbage af kampen måtte Bastian Holm vise, hvad han kunne, da AaB slap igennem til en 100% chance, men stadig 2-0. SIFs 100% chance opstod, da målmanden mistede bolden i feltet, men inden SIFerne fik bolden under kontrol, var målmanden nået tilbage og fik klaret Sebastian Billers skud.
I stedet var det så igen hjemmeholdet, der opsnappede en fejlaflevering og nemt kunne score og slå sejren fast. 3-0.

Sebastian Biller blev dog ved med at forsøge sig og var også farlig med sine snævre driblinger, men AaBs keeper fik afværget. Kampens sidste chance tilfaldt Micha, men hans ellers flotte hovedstødsforsøg blev reddet på stregen.

Sådan stillede SIF op: Bastian Holm, Gustav Balle, Kristoffer Andersen, Magnus Micha, Sofus Jensen. Julius Nielsen (46: Lasse Madsen), Magnus Ryberg (60: Sebastian Bruun Lausten), Malthe Wallin, Magnus Rosengren (60: Sebastian Biller), Simon Birch (70: Simon Stüker), Oskar Steinicke.

 

Tekst og foto: Ulla Myrhøj

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Scroll til toppen