2. november 2025

SIF måtte se sig slået af et effektivt Brøndby-hold

SIF måtte søndag aften gå fra banen på JYSK park uden point efter et 0-2 nederlag til Brøndby IF. 

Det blev aldrig Silkeborg IF’s aften, da Brøndby søndag kom på besøg. En dårlig første halvleg blev dyr, og SIF kom aldrig tilbage fra de to scoringer, gæsterne satte ind i de første 45 minutter.

SIF kom decideret skidt fra start, da Brøndby efter blot syv minutter bragte sig foran 1-0 på et hjørnespark, som uheldigt ramte Mads Larsen i baghovedet og gik i mål.

Efterfølgende fik hjemmeholdet bedre fat, og Callum McCowatt testede Brøndby-keeper Patrick Pentz med et hårdt skud udefra. Trods et stigende pres var det dog gæsterne, der udbyggede føringen. Noah Nartey drev bolden frem og sendte den sikkert i nettet til 2-0 kort før pausen.

I anden halvleg kæmpede SIF for at komme tilbage i opgøret. Indskiftede Rami Al Hajj skabte ny energi og havde flere gode forsøg, blandt andet et langskud i det 77. minut, som Pentz dog reddede flot.

SIF pressede på til det sidste, men måtte tage til takke med et 0-2-nederlag mod et Brøndby-hold, der udnyttede sine chancer og kontrollerede kampen i store perioder.

Vi får heldigvis chancen for tre point allerede fredag, når turen går til Odense.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Scroll til toppen