2. august 2021

SIF henter gammel kending hjem

Silkeborg IF A/S ansætter pr. 1. september 42-årige Michael Ravn som ny kommunikationsdirektør.

Silkeborg IF A/S ansætter pr. 1. september 42-årige Michael Ravn som ny kommunikationsdirektør. Michael Ravn var kommunikationschef i klubben fra 2005-2011 og kommer fra en stilling som Communications Director i Danish Crown.

Den hidtidige kommunikationschef i Silkeborg IF A/S, Niels Frydenlund, har valgt at søge nye udfordringer fra den 1. august. Silkeborg IF har nu fundet den nye mand til at stå i spidsen for klubbens kommunikation – og det er en gammel kending af klubben.

– Allerførst vil vi takke Niels Frydenlund for indsatsen gennem de sidste otte år, og vi ønsker ham alt muligt held og lykke i sit nye virke på Midtjyllands Avis. Dernæst vil jeg udtrykke min store glæde over, at vi er lykkedes med at tilknytte den gamle kending, Michael Ravn, som ud over ansvaret for fodboldklubbens kommunikation også får ansvar for de øvrige ben i koncernen – K/S Papirfabrikken med erhvervsudlejning og drift af Papirfabrikken samt Hotel Papirfabrikken Radisson Blu, siger adm. direktør Kent Madsen og fortsætter.

– Vi kender Michael Ravn rigtig godt fra perioden 2005-2011, hvor han kom til klubben som nyuddannet journalist og leverede en meget stærk og dedikeret indsats, og siden har han udviklet sine erfaringer og kompetencer markant. Ravn var vores førsteprioritet til opgaven, og vi er meget tilfredse med, at det er lykkedes at hente en sådan kapacitet “hjem” til Jysk Park. Vi er sikre på, at han kommer til at løfte koncernens samlede kommunikation, lyder det fra Kent Madsen.

Også Michael Ravn selv ser frem til de nye udfordringer.

– Jeg har været knap seks år i Danish Crown-koncernen, som har været fantastisk spændende og udviklende, og det har ikke været en nem beslutning at skulle vinke farvel. Ingen andre arbejdspladser i hele verden kunne lokke mig væk – men som livslang SIF’er råbte det inderste i hjertekulen så højt, at jeg ikke kunne takke nej til den meget spændende opgave, som jeg vil angribe med faglighed, passion, gejst, idérigdom og et kæmpe smil. Jeg glæder mig utroligt meget til at tiltræde den 1. september, og jeg vil give alt, hvad jeg har, for at sikre en stærk kommunikation til gavn for både klub, fans, medier, investorer og sponsorer, fortæller Michael Ravn, der har været fast sæsonkortholder siden sit første kapitel i klubben.

Michael Ravn forlod jobbet som kommunikationschef i Silkeborg IF i 2011 og har siden bl.a. arbejdet tæt med Superligaen og Divisionsforeningen som chefredaktør på det officielle Superliga-magasin samt skrevet flere bøger, hvoraf den ene toppede bestsellerlisten i flere uger. Han har også en fortid som reporter, kommentator og tilrettelægger på Viasat Sport og kender altså fodboldmiljøet indgående både i Silkeborg og på landsplan.

For yderligere oplysninger kontakt Kent Madsen på mobil: 2146 7355 

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Scroll til toppen