5. februar 2020

SIF-brasser: Er her for at score mål og hjælpe klubben

SIF-brasser: Er her for at score mål og hjælpe klubben

Júnior Brumado er landet i Silkeborg, hvor den 20-årige angriber håber at få hul på målbylden og hjælpe SIF i det kommende halve år.

I de sidste timer af transfervinduet skiftede Júnior Brumado til Silkeborg IF på en halvårlig lejeaftale fra FC Midtjylland. Et skifte som gerne skulle blive gunstigt for både SIF, men også for den brasilianske angriber, som har fået godt med spilletid i efteråret i Herning, men som endnu har sit første mål i Superligaen til gode.

– Først og fremmest vil jeg gerne score mål. Jeg er her for at hjælpe holdkammeraterne og klubben, fortæller Júnior Brumado igennem Frederik Alves Ibsen, som er sprunget til som oversætter fra portugisisk til dansk. Den 190 cm høje brasilianer kan godt forstå og tale engelsk, men er endnu ikke meget for at skulle afgive et interview på sproget.

For Brumado er det nogle store sko, som skal udfyldes i SIF. Med 40 mål i 50 kampe fik Ronnie Schwartz sat sit tydelige aftryk i Søhøjlandet. Mandag trænede SIF’s nye angriber så med sine nye holdkammerater på JYSK park, som får rosende ord med på vejen.

– Jeg kan godt lide omgivelserne her, og er glad for stadionet. Det er et dejligt underlag at spille på, og jeg føler mig meget motiveret, fortæller Júnior Brumado, som er i gang med at forbedre engelsk-kundskaberne, så han næste gang kan gennemføre et interview på engelsk.

I første omgang gælder det dog målene på banen. Allerede på fredag kan brasilianeren åbne målkontoen i SIF, når Silkeborg IF møder Viborg FF i den sidste testkamp, inden det går løs i 3F Superligaen.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Søndag d. 14.08. kl. 14.00
Scroll til toppen

Menu