Silkeborg IF tog fortjent sejren i Aalborg med en 2-1-sejr over AaB. Gæsterne fra Søhøjlandet lagde grundstenen til sejren med en stærk første halvleg.

SIF fik en perfekt start på kampen. Allerede efter tre minutter vrister Rami Al Hajj sig fri i højre side. AaB appellerede for frispark, men dommeren lod spillet fortsætte, og Al Hajj løftede køligt bolden over målmanden til 0-1. Fem minutter senere måtte Aske Andresen i aktion med et sikkert indgreb efter et indlægsforsøg fra hjemmeholdet.
Efter 16 minutter udbyggede Silkeborg føringen. Callum McCowatt sendte et indlæg ind fra højre, og bolden endte hos Villads Westh på kanten af feltet. Midtbanespilleren afsluttede resolut og sendte bolden i nettet til 0-2.
Silkeborg dominerede store dele af første halvleg og holdt AaB fra de helt store muligheder. Efter 26 minutter var gæsterne tæt på endnu en scoring, da Rami Al Hajj sendte Oliver Ross afsted i en hurtig omstilling. Ross fandt McCowatt i feltet, men afslutningen blev reddet af AaB’s målmand.
Mod slutningen af halvlegen fik AaB dog bedre fat i spillet. Kort før pausen kom hjemmeholdet til deres største chance i første halvleg, men et hovedstød efter et indlæg fra venstre gik over mål.
I pausen foretog SIF to udskiftninger, da Younes Bakiz og Melker Jonsson erstattede Oliver Ross og Alexander Priesborg.
Anden halvleg blev en mere lige affære. Efter 51 minutter var Aske Andresen klar med et sikkert indgreb efter en AaB-omstilling. Syv minutter senere opsnappede Bakiz bolden lige over midterlinjen og forsøgte sig fra lang afstand mod en fremskudt AaB-målmand, men afslutningen gik over mål.
Efter 66 minutter skabte indskiftede og nyeste tilføjelse til SIF-truppen, Lucas Riisgaard en lovende omstilling for Silkeborg i en tre-mod-to-situation, men indlægget fandt ingen medspillere. Fire minutter senere fik AaB reduceret, da Mathias Kubel brød igennem i venstre side og scorede til 1-2.
Resten af kampen var præget af få store chancer, men hjemmeholdet pressede på for en udligning. I det 81. minut leverede Aske Andresen en stor redning ved den højre stolpe, og fem minutter senere diskede han op med endnu en flot redning på en afslutning tæt under mål.
AaB satte Silkeborg under pres i slutfasen, men gæsterne stod imod og kunne efter slutfløjtet glæde sig over en fortjent 1-2-sejr i Aalborg i sommerens sidste testkamp.
Silkeborg IF starter den nye 3F Superliga på udebane mod Randers FC mandag d. 27. juli kl. 19.00.
SIF’s startopstilling mod AaB:
1 Andresen
3 Østrøm
7 Westh
11 Ross
17 McCowatt
20 Larsen
22 Al Hajj
24 Priesborg
27 Kirk
29 Møller
36 Lorents






