23-årige Nicklas Røjkjær skifter 20. juni til NordicBet Liga-klubben FC Fredericia. Røjkjær har i to omgange spillet 34 førsteholdskampe for SIF og scoret fire mål.
Nicklas Røjkjær skifter efter sommerferien til FC Fredericia i NordicBet Ligaen, hvor han slutter sig til den tidligere SIF-spiller og -cheftræner Michael Hansens tropper i fæstningsbyen.
I den netop overståede 3F Superliga-sæson blev det til 10 kampe for SIF, hvoraf blot en enkelt var fra start. Til gengæld sørgede han med en kontrolleret indersideafslutning for det ene point til Søhøjlandets Helte den 15. august i Odense.
Nu har ønsket om mere spilletid fået Nicklas Røjkjær til at skifte til FC Fredericia.
– Det er klart, at jeg har brug for mere spilletid, end det er lykkedes mig at tilkæmpe mig i Silkeborg IF i den seneste sæson, hvor det blev til mindre end 200 minutters førsteholdsfodbold. Derfor er jeg glad for at have fået muligheden for at skifte til FC Fredericia i NordicBet Ligaen, hvor jeg glæder mig til at bidrage mere til holdet og hjælpe med at jagte en topplacering i en række, der kun er blevet mere og mere stærk gennem årene, siger Nicklas Røjkjær.
Nicklas Røjkjær vendte efter ophold i FC København, Viborg FF og Esbjerg fB i oktober 2020 hjem til SIF, hvor han spillede i det meste af sin tid som ungdomsspiller. Som U19-spiller havde han stor succes, var topscorer i U19 Ligaen, etableret landsholdsspiller på DBUs ungdomslandshold (ialt 27 kampe på U16-U19-landsholdene) og et varmt navn på den danske talenthimmel. Derfor prøvede han talentet af i FC København, som han skiftede til i sommeren 2016. Inden Nicklas Røjkjær skiftede til FCK, nåede han at få debut på SIFs bedste hold.
– Vi har haft en god dialog med Nicklas Røjkjær omkring hans situation og behovet for mere spilletid, og det er derfor glædeligt, at det er lykkedes at lave en aftale med FC Fredericia, som vi kender som en rigtig god og ambitiøs klub. Røjkjær har været en værdsat spiller i vores trup, som med sine tekniske kompetencer og fodboldintelligens har været en rigtig god mand at råde over, men vi forstår også godt, at han har brug for mere spilletid, end vi har kunnet tilbyde i SIF, hvor der er stor konkurrence på hans foretrukne position, og derfor sender vi ham videre med stor tak for indsatserne og alt muligt held og lykke i Fredericia, siger sportschef Jesper Stüker.