Silkeborg IF leverede en fin indsats mod FCK, men det rakte desværre ikke til point, da Mohamed Elyounoussi viste klassen med et hattrick.

Effektiviteten var forskellen, da Silkeborg IF søndag aften tabte 1-3 til FC København på JYSK park.
Mohamed Elyounoussi viste kampen igennem sin klasse og leverede et hattrick.
Inden nordmanden indledte sit show var Silkeborg IF ellers kommet flot fra land og sad fuldstændig på kampens første 35 minutter.
Oliver Ross havde bragt SIF foran efter 25 minutter, da han blev spillet fri af Callum McCowatt. Det skulle endda have været både 2-0 og 3-0, men effektiviteten svigtede for SIF’erne i de afgørende momenter.
FCK begyndte at komme bedre med i slutningen af første halvleg, og efter 42 minutter dukkede Elyounoussi op i feltet på et indlæg og headede udligningen i kassen. Lige inden pausen var den norske stjerne igen i fokus, da han med en følt afslutning sendte FCK til pausen med en føring på 1-2.
Anden halvleg var en tæt affære, men efter en time var det Elyounoussi, der lukkede og slukkede med sin scoring til 1-3, og det formåede SIF ikke for alvor at svare tilbage på.
Trods nederlaget var der masser af fine takter i spillet på banen, og det skal der bygges videre på til næste kamp som er hjemme på JYSK park mod OB mandag 10. august.







