7. december 2021

Mark Brink bliver i SIF

Silkeborg IF og den boldfaste midtbaneprofil Mark Brink har forlænget samarbejdet frem til sommeren 2025.

23-årige Mark Brink skiftede til SIF fra barndomsklubben Esbjerg fB på den sidste dag i transfervinduet i januar 2020. Inden da havde Mark Brink allerede nået at spille over 100 førsteholdskampe for Esbjerg, og i SIF er han nu noteret for 60 førsteholdskampe og 2 mål. Han har etableret sig som limen, der binder kæderne sammen og svinger taktstokken på SIFs midtbane, og det er derfor med stor fornøjelse, at de to parter har forlænget det gode samarbejde.

– Mark Brink er siden sit skifte fra Esbjerg til Silkeborg blevet en meget vigtig spiller i SIF, hvor han passer perfekt ind i Kent Nielsens system med sine mange kilometer, boldsikkerhed og distributionsevner. Det er ikke tilfældigt, at han er den spiller i 3F Superligaen, der har flest afleveringer i sæsonen indtil videre, og vi er meget glade for, at vi nu har sikret os en ny aftale med Mark Brink, siger sportschef Jesper Stüker.

Også for Mark Brink er det en glædens dag.

– Det er ikke nogen hemmelighed, at det også for mig har været et stort ønske at forlænge samarbejdet, for jeg er enormt glad for at være en del af Silkeborg IF, som er en fantastisk klub både på og uden for banen. Jeg er faldet utroligt godt til i klubben, og jeg nyder virkelig at være en del af et hold, hvor mine kompetencer passer som fod i hose. Vi har gang i en rigtig spændende udvikling, så det er med en rigtig god fornemmelse og stor glæde, at jeg nu har sat min underskrift på en længerevarende aftale, lyder det fra Mark Brink.

SIFs nummer 14 har stået for 1.439 afleveringer i sæsonens løb indtil videre, hvilket altså er flest af alle spillere i 3F Superligaen, og han er på tredjepladsen over de spillere i ligaen, der har løbet flest meter – i øvrigt kun overgået af Nicolai Vallys og Rasmus Carstensen. Brinks nye aftale med Silkeborg IF løber helt frem til sommeren 2025.

 

 

 

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Scroll til toppen