Flere SIF-profiler har i den forgangne uge været i international aktion på deres respektive landshold, og det er blevet til masser af spilletid for alle fire.
Callum McCowatt og det newzealandske landshold har i den forgangne uge været i aktion i to venskabskampe. I opgøret mod Polen var McCowatt med i startopstillingen og spillede 84 minutter i kampen, som endte med et 1-0-nederlag til kiwierne i Chorzów, Polen.
Fem dage senere stod New Zealand over for Norge på Ullevaal Stadion i Oslo. Her blev McCowatt skiftet ind i det 70. minut. Kampen endte 1-1, og dermed fik New Zealand brudt Norges sejrsrække trods flere målchancer til begge hold.
New Zealand er allerede kvalificeret til næste års VM-slutrunde i USA, Mexico og Canada.
Simon Stüker og Mikkel Øxenberg
På U19-landsholdet var både Simon Stüker og Mikkel Øxenberg udtaget til samlingen, som bød på to sejre og et enkelt nederlag. I træningskampen mod Tyrkiet vandt Danmark hele 5-1, hvor Øxenberg blev skiftet ind i det 63. minut.
Senere stod Danmark over for Polen, hvor Stüker fik 61 minutter i forsvaret, mens Øxenberg, der også var med fra start, fik 81 minutter på banen. Kampen endte med et knebent 0-1-nederlag.
I samlingens sidste kamp mod Portugal kom begge SIF-spillere på banen i anden halvleg, og Danmark sejrede 4-2.
U19-landsholdet samles igen den 12. november i en kamp mod San Marino efterfulgt af kampe mod Sverige og Schweiz.
William Møller
På U18-landsholdet har forsvarsspiller William Møller også været i aktion. Møller spillede fuldtid i den første testkamp mod Tjekkiet, der endte uafgjort 0-0. Tre dage senere fik Danmark revanche med en 1-0 sejr, hvor Møller blev skiftet ind efter 59 minutter.
For U18 byder november på kampe mod Sverige, Polen og Tyskland.