26. november 2020

Kent Nielsen: Vi har stor respekt for Viborg

Viborg er fem point foran SIF inden aftenens topkamp, der vil blive spillet på en ujævn græsbane. “Vi skal have omtanke og være tålmodige,” siger cheftræner Kent Nielsen.

Det er divisionens bedste hold, SIF møder torsdag aften på Energi Viborg Arena – i hvert fald bedømt på point-antal i de første 12 runder. Cheftræner Kent Nielsen er da heller ikke uenig i, at Viborg har været det bedste hold indtil videre.

– De hold, der på den lange bane ender i toppen, er også de hold, der kontinuerligt er i stand til at præstere på et stabilt højt niveau, og det synes jeg klart, at Viborg har gjort. De er altid svære at slå, og selv på mindre gode dage har de evnen til at trække noget op, der er kampafgørende. Den del har de været dygtige til, slår SIF-træneren fast og uddyber.

Sammenspillet hold
– Det er et hold, der er meget sammenspillet. Man kan godt se, at de har en stamme, som har spillet sammen i længere tid, og så har de været dygtige til at tilsætte nye folk. De laver få fejl, og så har de x-faktor i enkelte spillere, der kan være kampafgørende. Desuden er de enormt stærke i og omkring standardsituationer, fortsætter han.

I Viborgs kamp fredag var det tydeligt på tv-billederne, at græsbanen på Energi Viborg Arena er medtaget efter mange kampe i efterårsvejr. Det er en faktor, SIF’erne, der er vant til kunstgræs på JYSK park, skal tage højde for i aftenens kamp.

– Alle snakker om banen, men det er ikke fordi, vi har brugt så meget tid på det. Men vi er bevidste om, at på denne her årstid, er græsbanerne ikke som kunstgræsbaner. Der vil være små justeringer i vores spil, siger Kent Nielsen og nævner nogle konkrete faktorer, der kommer til at gøre sig gældende.

– Vi skal være lidt mere tålmodige, og vi skal være omhyggelige med at beslutte, hvornår det er, vi sætter bolden på spil. Det er jo det, vi er så gode til, når vi spiller på kunstgræs: Vi ligger og spiller frækt og tager chancer. Det skal vi også gøre mod Viborg, men det skal være lidt mere med omtanke. Vi skal stadig i nogle situationer spille ind i mellemrummet, selv om vi skal være lidt mere tålmodige med det. Og vi har stadig en hel del spillere, der kan score mål. Jeg tror på, at det bliver en udfordring for Viborg, siger SIF-træneren.

Tabellen er ikke et tema
Kampen er som bekendt topopgør, men ikke mere, end at Viborg uanset resultatet stadig vil ligge på førstepladsen bagefter. Spørgsmålet er bare, om det bliver med et forspring på 2, 5 eller 8 point. Kent Nielsen tænker dog ikke så meget i tabel i øjeblikket.

– Hvis vi drager en sammenligning med sidste sæson, så var vi gode til at lade folk lave regnestykkerne. Der står vi også nu. Der var mange, der gennem en lang periode fortalte os, at det var “en afgørende kamp,” og så endte det i sidste ende med, at det var lige ved at lykkes for os, fordi vi var dygtige til at holde fokus og skabe resultater. Det skal vi bruge igen. For os gælder det om, at vi spiller om tre point. Dér har vi vores fokus, og vi koncentrerer os ikke om, hvorvidt de er fem point foran os, og hvem der risikerer at komme bagfra. Det vigtigste er det, vi skal gøre for at få et resultat. Og så må vi se, om det er nok. Det har vi en tro på, at det er, for vi har også set stærke ud i perioder, slår Kent Nielsen.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Scroll til toppen