27. september 2022

Kent inden Næstved: Et rigtig godt hold

Cheftræner Kent Nielsen ser frem til onsdagens pokalkamp i Næstved, hvor der venter et rigtig godt, velspillende og velorganiseret hold.

Onsdag aften træder Silkeborg IF ind i Pokalturneringens 3. runde, hvor Næstved Boldklub venter på udebane – og cheftræner Kent Nielsen forventer en svær opgave og et åbent opgør.

– Pokalturneringen er en fed turnering – og en svær turnering. Det er altid specielt med de her kampe, hvor det hele afgøres på dagen, og alle ved, at der ofte sker overraskelser. Pokalturneringen har en tendens til at udviske niveauforskellen på holdene, og man kan sige, at vi med Næstved ude fik den måske nok vanskeligst mulige lodtrækning. Vi kommer til at møde et rigtig godt hold, der er kommet flot i gang i NordicBet Ligaen, hvor de kun har tabt en enkelt kamp. De er både velspillende, velorganiserede og modige i udtrykket, og samtidig har de i Rajovic NordicBet Ligaens topscorer – og en meget dygtig træner i Peter Bonde. Så det bliver en udfordring og et åbent opgør, fortæller Kent Nielsen inden onsdagens kamp på TINTSHOP PARK.

– Som sagt lurer der altid overraskelser i pokalen, men vi skal sørge for, at det ikke bliver i vores kamp. Og jeg vil slå fast, at vi går ind i Pokalturneringen for at komme i finalen og vinde den. Mange har spurgt til, hvor højt vi prioriterer turneringen midt i det travle program med 3F Superliga og Conference League, men der har jeg det bare sådan, at vi går ind i pokalturneringen for at vinde den. Og vi kommer til at stille med et hold, der skal vinde kampene – hver gang og også i Næstved. Vi må se bort fra Calisir, Teitur og Sebastian Jørgensen, der er i landsholdstjeneste, men det var et bevidst valg fra vores side, og vi er glade for, at Næstved var med på at flytte kampen, fortsætter Kent Nielsen.

Næstved Boldklub er klar til 3. runde-kampen efter at have vundet 5-0 på udebane over Jyllinge FC i 2. runde og 3-0 ude over Ringsted IF i 1. runde. Som suveræne oprykkere til NordicBet Ligaen har de hentet hele 19 point i 10 kampe og ligger på en flot fjerdeplads efter at have tumlet lidt i tilværelsen i en årrække.

– Som gammel fodboldmand er det rigtig glædeligt at se Næstved Boldklub i god gænge igen efter nogle vanskelige år. Det er en traditionsrig klub med en stor historie, og jeg har meget stor respekt for deres genopbygning og nuværende form, slutter cheftræneren.

 

 

 

 

 

.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Scroll til toppen