31. maj 2015

AaB vandt i Søhøjlandet

SIF tager en kedelig rekord med sig ud af denne sæson. Heller ikke i sidste forsøg lykkedes det at vinde på Mascot Park. AaB vandt søndag 2-1, det første mål scoret allerede efter to minutter.

Før kampen var der blomster til fem personligheder, der forlader klubben. Daniel A. Pedersen, der drager til AGF, Morten Beck, der skifter SIF ud med Hobro, Kasper Jensen, der stopper i SIF efter to sæsoner, Kasper Dolberg, der rejser til Ajax og assistenttræner Anders Gerber.

Cheftræner Kim Poulsen havde foretaget to ændringer i sin startopstillng i forhold til seneste kamp en uge tidligere mod Randers. Tilbage fra karantæne fra Robert Skov på den ene midtbanekant, mens Adeola Runsewe tog sig af tingene i den modsatte midtbaneside. Det betød, at Daniel A. Pedersen gled ud på bænken, mens Jeppe Illum, der var startet i front ugen tidligere, var ude med sygdom. Angrebet blev derfor varetaget af Nicolaj Agger og Emil Scheel.

Det blev heller ikke i 16. forsøg, at det lykkedes SIF at sikre sig en hjemmesejr. AaB vandt søndag eftermiddag 2-1 i sæsonens sidste opgør på Mascot Park. En sen reducering af Nicolaj Agger bragte en smule spænding ind i kampen, men afværge nederlaget kunne det ikke.

Dårlig SIF-start
SIF fik en rigtig dårlig start på kampen. Uret havde ikke rundet to minutter, da AaB på sit første optræk til en chance scorede. Anders K. Jacobsen trak fri midt for mål, og fik frit skud. Den slags chancer skal man ikke give den potente angriber. Han sendte bolden i nettet bag Thomas Nørgaard til tidlig nordjysk føring. Blot tre minutter senere var manden med tilnavnet AK47 på færde igen, da han nåede først på en bold i kamp med Simon Jakobsen. Denne gang bankede han dog bolden over målet.

I den anden ende svarede Nicolaj Ritter igen med et skud, der gik over mål i en livlig indledning på kampen.

AaB sad på begivenhederne og skabte en del farlige situationer foran SIF-målet. Efter et kvarters spil var Rasmus Jönsson helt fri foran mål, men Thomas Nørgaard klarede med en fornem fodparade, og SIF havde i det hele taget svært ved at få greb om spillet. Adeola Runsewe havde halvlegens største SIF-chance, men fri i venstre side ventede han med sit skud for længe, så AaB-forsvaret kunne komme på plads og blokere SIFerens forsøg. Også Ritter forsøgte sig med et flugtskud på en ripost, hvor bolden gik langt over mål. I den anden ende var det Rasmus Jönsson og Nicklas Helenius, der viste mest farlighed med skudforsøg, som Thomas Nørgaard dog hver gang tog sig af. Og sådan sluttede en 1. halvleg på det absolut jævne.

Dobbelt udskiftning
I pausen reagerede cheftræner Kim Poulsen med to udskiftninger. Ind kom Morten Beck og Daniel A. Pedersen og ud gik Robert Skov og Jens Martin Gammelby. Beck gik ind i angrebet, hvilket skubbede Emil Scheel ned på den ene midtbanekant. Det forhindrede dog ikke AaB i at få den første chance efter pausen, da Anders K. Jacobsen få minutter inde i halvlegen kun var en glimrende Thomas Nørgaard parade fra at bringe gæsterne på 2-0.

Morten Beck var første gang på færde i det 48. minut, men kunne lige akkurat ikke nå Adeola Runsewes indlæg med hovedet. I stedet passerede bolden til Emil Scheel, der dog ikke fik ram på bolden på den pludseligt opståede chance.

Udskiftningerne ændrede ikke kampbilledet. AaB pressede SIF tilbage på egen banehalvdel og spillede sig frem til en række muligheder. Scoringen til 2-0 kom i det 72. minut på et godt gennemspillet angreb i SIFs venstre forsvarsside. Bolden endte hos Rasmus Jönsson midt for mål, og han havde både tid og plads til at udplacere Thomas Nørgaard, der ellers indtil da havde haft styr på de AaB-chancer, der opstod.

Daniel A. Pedersen havde et hovedstødsforsøg kort efter på et hjørnespark, men Nicolai Larsen i AaB-målet fik pareret til et nyt hjørnespark, men det var AaB, der var tættest på 3-0 på en tripel-chance efter et frispark. I to omgang reddede Thomas Nørgaard, og tredje gang prellede bolden af på stolpen. Stærk reaktionsstyrke af SIF-keeperen.

Det lykkedes SIF at sparke en smule spænding ind i kampen i de sidste 10 minutter med Nicolaj Aggers reducering til 1-2, da han dukkede op ved bagstolpen, men mere blev det ikke til, og dermed var den kedelige rekord – en sæson uden hjemmesejre – en realitet. Mest bemærkelsesværdig for SIF var indskiftningen af Gustav Dahl i det 82. minut. Den unge SIFer fik dermed sin debut på SIFs bedste mandskab.

SIF spiller sæsonens sidste kamp i Slagelse på næste søndag med kampstart kl. 16.00.

Kampen i tal:
Alka Superligaen, 32. spillerunde, søndag den 31. maj 2015 kl. 16.00 på Mascot Park:
Silkeborg IF – AaB (0-1) 1-2
Mål: 0-1 Anders K. Jacobsen (3.), 0-2 Rasmus Jönsson (72.), 1-2 Nicolaj Agger (80.)
Advarsler: Daniel A. Pedersen, Adeola Runsewe, Nicolaj Ritter, SIF, Anders K. Jacobsen, AaB.
Tilskuere: 2.103
Silkeborg IF (4-4-2): Thomas Nørgaard – Dennis Flinta, Tobias Salquist, Simon Jakobsen, Nicolaj Ritter – Robert Skov (46.: Morten Beck), Frank Hansen, Jens Martin Gammelby (46.: Daniel A. Pedersen), Adeola Runsewe  (82.: Gustav Dahl) – Emil Scheel, Nicolaj Agger.
Cheftræner: Kim Poulsen
AaB (4-4-2): Nicolai Larsen – Henrik Dalsgaard, Jakob Blåbjerg, Kasper Pedersen, Patrick Kristensen – TRasmus Jönsson (72.: Thomas Enevoldsen), Kasper Risgård, Rasmus Würtz, Nicolaj Thomsen – Anders K. Jacobsen (86.: Viktor Ahlmann), Nicklas Helenius.
Cheftræner Kent Nielsen. (90.: Andreas Bruhn)

Mål

  • 0-1 Anders K. Jacobsen (3.)
  • 0-2 Rasmus Jönsson (72.)
  • 1-2 Nicolaj Agger (80.)

Advarsler

  • Daniel A. Pedersen
  • Adeola Runsewe
  • Nicolaj Ritter
  • SIF
  • Anders K. Jacobsen
  • AaB.

Silkeborg IF (4-4-2)

  • Thomas Nørgaard – Dennis Flinta
  • Tobias Salquist
  • Simon Jakobsen
  • Nicolaj Ritter – Robert Skov (46.: Morten Beck)
  • Frank Hansen
  • Jens Martin Gammelby (46.: Daniel A. Pedersen)
  • Adeola Runsewe (82.: Gustav Dahl) – Emil Scheel
  • Nicolaj Agger. Cheftræner: Kim Poulsen

AaB (4-4-2)

  • Nicolai Larsen – Henrik Dalsgaard
  • Jakob Blåbjerg
  • Kasper Pedersen
  • Patrick Kristensen – TRasmus Jönsson (72.: Thomas Enevoldsen)
  • Kasper Risgård
  • Rasmus Würtz
  • Nicolaj Thomsen – Anders K. Jacobsen (86.: Viktor Ahlmann)
  • Nicklas Helenius. Cheftræner Kent Nielsen. (90.: Andreas Bruhn)
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Scroll til toppen