14. marts 2021

Holten og Lind scorede i reserve-sejr over Esbjerg

Søndag vandt SIF’s reservehold med 2-1 over Esbjergs på JYSK park. Alexander Lind og Emil Holten scorede hjemmeholdets mål. 

SIF’s reservehold fulgte søndag godt op på divisionholdets sejr i Hobro dagen før. Esbjerg besøgte JYSK park til en træningskamp for de to klubbers reservehold, og på mål i 1. halvleg af først Alexander Lind, siden Emil Holten, vandt SIF’erne 2-1 efter at det vestjyske gæster reducerede midt i 2. halvleg.

Værterne kom stormende fra start med velkomponeret pasningsspil på JYSK parks kunstgræs. Det gav udbytte allerede i det 3. minut, hvor Alexander Lind afsluttede et godt SIF-opspil i højre side med at sende bolden i nettet.

Esbjerg-chancer og Holten-mål
SIF fortsatte med at have bolden meget og kom også til chancer. Emil Holten fremtvang et frispark på kanten af feltet efter 10 minutter, hvor Magnus Mattsson sendte bolden lige over mål. Mads Kaalund fik også frit skud efter godt et kvarter, da Wessam Abou Ali tjippede bolden videre til ham. Han fik dog ikke rigtigt ram på bolden og det løb ud i ingenting.

Esbjerg kom bedre med, som halvlegen skred frem og havde efter 25 minutter sin første større chance, da Christian Køhler sparkede bolden på indersiden af stolpen. På det efterfølgende hjørnespark hev Stan van Bladeren en af de store redninger frem, da Andri Bjarnason tæt under mål fik frit skud.

SIF svarede igen på bedste vis med en scoring til 2-0 i det 28. minut. Tæt under mål tæmmede Emil Holten bolden med en kattepote og sendte den under Jeppe Højbjerg i vestjydernes mål. Jeppe Gertsen bød ind med et resolut skud lige forbi, da 1. halvleg rindede ud, og dermed kunne SIF gå til pausen med en aldeles fortjent 2-0 føring.

Magnus Mattsson fik en halvleg
SIF fortsatte dominansen fra 2. halvlegs start, og Anders Klynge havde fire minutter henne en stor chance for at bringe SIF yderligere foran efter en god aflevering af Alexander Lind. Han blev dog blokeret i skudøjeblikket og måtte nøjes med hjørnespark.

Magnus Mattsson, der havde spillet 20 minutter i Hobro dagen forinden, trak sig planmæssigt ud af opgøret i pausen, hvilket skubbede Mads Kaalund fra en uvant position som venstre back op på midtbanen.

Klynge rammer stolpen
Anders Klynge var igen nærgående efter knapt en times spil, da han direkte på frispark i SIF’s venstre side sendte bolden på intersiden af fjerneste stolpe.

Esbjerg fik reduceret på en tilfældighed, da Stan van Bladeren og Alexander Busch stødte sammen i jagten på en høj bold, som landede ned for fødderne af en Esbjerg-spiller, der trillede den i nettet. Busch måtte udgå efter sammenstødet og blev erstattet af Jeppe Kilden Grøn.

SIF sluttede kampen med 10 mand, idet Oscar Fuglsang med 10 minutter igen måtte udgå med en skade på et tidspunkt, hvor SIF havde foretaget sine udskiftninger.

Kampen i tal:
Reserver, træningskamp, søndag 14. marts kl. 13.00 på JYSK park:
Silkeborg IF – Esbjerg fB 2-1 (2-0)
Mål: 1-0 Alexander Lind (3.), 2-0 Emil Holten (28.), 2-1 Mads Borchers (71.)
Advarsler: Jonas Mogensen, Esbjerg.
Silkeborg IF (4-3-2-1): Stan van Bladeren – Anders Sønderby, Jeppe Gertsen, Alexander Busch (72.: Jeppe Kilden Grøn), Mads Kaalund – Anders Klynge, Pelle Mattsson, Magnus Mattsson (46.: Oscar Fuglsang) – Alexander Lind, Wessam Abou Ali (60.: Anders Dahl) – Emil Holten.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Søndag d. 21.04. kl. 16.00
Scroll til toppen