3. oktober 2021

Fortjent 4-1 sejr i den silende regn

Silkeborg IF slog søndag eftermiddag FC Nordsjælland med 4-1 i ”El Plástico” på et velbesøgt JYSK park. Nicklas Helenius blev dobbelt målscorer.

JYSK Park dannede søndag eftermiddag rammerne for El Plástico, hvor SIF tog imod FC Nordsjælland. Regnen havde hele dagen væltet ned over Silkeborg, men det forhindrede ikke tilskuerne i at møde talstærkt op. Med hjælp fra Jyske Bank, der havde sørget for fri adgang til alle, var det lykkedes SIF at samle 5661 tilskuere på lægterne.

SIFs cheftræner Kent Nielsen havde givet genvalg til samtlige 11 spillere fra udekampen mod Vejle, og det betød, at nyindkøbte Robert Gojani fik sin anden Superligakamp fra start efter en god indsats i sidste kamp.

Tidlig målfest – 2-0 til SIF efter otte minutter
Efter blot 41 sekunders spil fik Nicklas Helenius åbnet målscoringen denne søndag eftermiddag. Efter en god erobring midt på banen fra Stefan Teitur Thordarson blev bolden drevet frem og spillet hurtigt videre til Sebastian Jørgensen, der til sidst kunne spille Nicklas Helenius fri på kanten af feltet. Her tog Helenius chancen med et godt skud, og der stod dermed 1-0 til SIF i sæsonens første El Plástico.

Blot otte minutter inde i kampen gjorde Nicklas Helenius sig selv til dobbelt målscorer, da han scorede til 2-0. Nicolai Vallys blev sendt flot i dybden af Sebastian Jørgensen og centrede ind til Nicklas Helenius, og så stod der 2-0 efter blot otte minutter på et gyngende JYSK park.

Efter 13 minutters spil kom FC Nordsjælland frem til sin første chance i kampen. Dog leverede Nicolaj Larsen to gode redninger i træk, der forhindrede udebaneholdet i at reducere til 2-1.

Reducering til 1-2
Efter SIF havde sat sig på spillet i indledningen, kom FC Nordsjælland bedre frem på SIFs banehalvdel og fik også skabt en reducering til 2-1, da gæsternes Oliver Villadsen fik bolden forbi SIF-målmand Nicolai Larsen efter 23 minutters spil.

Efter 30 minutters spil havde FC Nordsjælland sat sig på spillet, og SIF havde svært ved at spille sig igennem det høje pres. Dog kom gæsterne ikke frem til store chancer.

Efter 33 minutter blev SIFs cheftræner Kent Nielsen nødt til at skifte Andre Calisir ud med en fiberskade, ligesom han i øvrigt også var nødsaget til i kampen mod Vejle. Ind i stedet for Calisir kom igen Joel Felix.

Mod første halvlegs afslutning skabte ingen af holdene de store chancer. SIF fik bedre fat i spillet mod slutningen, men det ændrede ikke på, at SIF til tider i første halvleg var presset af gæsterne.

I starten af anden halvlegs sad SIF på spillet, og det lykkedes at presse FC Nordsjælland højt og vinde bolden. Efter 53 minutters spil kom hjemmeholdet også frem til en god mulighed til Sebastian Jørgensen, som desværre brændte, og dermed stod der stadigvæk 2-1 til SIF.

3-1 til SIF!
På hjørnesparket kort efter et godt forsøg fra Gustav Dahl kom SIF på 3-1. Denne gang var det Stefan Teitur Thordarson, der steg flot op på hjørnesparket fra Sebastian Jørgensen og headede bolden ind til 3-1 efter 68 minutters spil.

Efter målet til 3-1 sad SIF på spillet, og man kom også frem til en god chance til Nicklas Helenius, der efter et flot forarbejde kunne sende en afslutning lige forbi mål.

Efter 83 minutters spil kunne selvsamme Nicklas Helenius lade sig udskifte til fordel for Søren Tengstedt. Helenius kunne her også lade sig hylde af de mange SIF-fans efter en flot indsats, hvor han blandt andet stod for hjemmeholdets første to mål.

Sebastian Jørgensen til 4-1!
Efter 87 minutter gjorde Sebastian Jørgensen det til 4-1, da han på fineste vis rundede FC Nordsjællands forsvar og lagde bolden ind forbi FC Nordsjællands målmand. Sebastian Jørgensen scorede dermed sit femte sæsonmål og satte samtidig et flot punktum for en god oplevelse på JYSK Park.

I takt med at kampens sidste minutter gik, rejste publikum sig på JYSK Park for at hylde Søhøjlandets Helte efter en yderst godkendt indsats på hjemmebane mod FC Nordsjælland i sæsonens første El Plástico.

Næste opgave for SIF er et lokalopgør på udebane mod Viborg FF fredag d. 15. oktober kl. 19.00.

Kampen i tal
3F Superligaen, 11. runde – søndag den 3. oktober 2021 klokken 14.00 på JYSK Park.

Silkeborg IF – FC Nordsjælland 4-1 (2-1)
Mål: 1-0 Nicklas Helenius (1), 2-0 Nicklas Helenius (8), 2-1 Oliver Villadsen (23), 3-1 (Stefan Teitur Thordarson (68)), 4-1 Sebastian Jørgensen (87).

Advarsler: Gustav Dahl, Tobias Salquist, Mohammed Diomande, Jacob Steen Christensen, Maxwell Woledzi.

Tilskuere: 5661

Silkeborg IF: Nicolai Larsen, Rasmus Carstensen, Tobias Salquist, Andre Calisir (33: Joel Felix), Gustav Dahl, Stefan Thordarson (83: Nicklas Røjkjær), Mark Brink (59: Anders Klynge), Robert Gojani, Sebastian Jørgensen, Nicolai Vallys, Nicklas Helenius (83: Søren Tengstedt).
Cheftræner: Kent Nielsen

FC Nordsjælland: Eduardo Dos Santos Haesler, Maxwell Woledzi, Daniel Svensson, Adamo Nagalo (64: Mads Døhr Thychosen), Oliver Villadsen, Magnus Andersen, Abu Francis, Lasso Coulibaly (64: Andreas Schjelderup), Martin Frese (80: Simon Adingra), Ibrahim Sadiq (80: Andreas Bredahl), Mohammed Diomande (64: Jacob Steen Christensen).
Cheftræner: Flemming Pedersen

Dommer: Anders Poulsen

Kampreferat: Anders Mathiasen

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Scroll til toppen