1. august 2022

Flot comeback af reserverne og 3-3 i Randers

Mandag eftermiddag spillede SIFs reservehold mod Randers, der kom foran 3-0 i løbet af små 40 minutter, men på to mål af Søren Tengstedt og et af Lukas Klitten endte opgøret 3-3.

Søren Tengstedt havde igen mål i støvlerne, da reserverne spille 3-3 i Randers mod hestenes reservehold – først til 3-1 på direkte frispark og dernæst til 3-2 med assist fra Frederik Carstensen. Lukas Klitten sørgede for udligningen kort før tid.

Skud på overliggeren fra SIF og tre mål på stribe fra et stærkt hjemmehold
Randers stillede med flere superligaspillere, bl.a. Nicolai Brock-Madsen, Edgar Babayan, Tobias Klysner, Oliver Bundgaard og Alhaji Kamara, der spillede sin første kamp siden midten af februar.
I starten af kampen, der blev spillet på superligaholdets træningsbane, gik tiden for begge hold med lige at se hinanden lidt an, og der var ikke meget, der på det tidspunkt indikerede, at det ville blive en målrig kamp. Først i det 12. minut kom det første forsøg på mål men det var så til gengæld også lidt af et drøn på overliggeren fra Søren Tengstedt efter et flot angreb med gode kombinationer. Det lod Randersspillerne sig tilsyneladende inspirere af, for bare seks minutter senere stod det 1-0. Et indlæg fra højre fandt Kamara, der uden problemer kunne sende bolden ind bag Oscar Hedvall i SIF-målet. 

Og to minutter senere var det Brock-Madsen, der kunne gøre til 2-0 på en kontra efter et ellers godt SIF-angreb. Kort efter kunne det være blevet 3-0, men Hedvall reddede flot det farlige langskud. Tengstedt bød også ind for gæsterne, da han brød flot igennem i højre side og snød to mand, men desværre var der ikke nogen i feltet til at tage i imod hans centring. 

I stedet var det så hjemmeholdet, der kom på 3-0, da Alexander Busch desværre tabte en hovedstødsduel med Kamara, der derfor uhindret kunne score uden chance for Hedvall.

Reducering kort før pausen
Fem minutter før pausefløjt fik SIF til randrusianernes store fortrydelse tilkendt et frispark et godt stykke uden for feltet cirka midt for mål. Både Mattsson og Tengstedt stod ved bolden, men det blev sidstnævnte, der bankede bolden af sted fra de små 30 meter og direkte i mål. Alexander Nybo i målet var ude i vandret, men forgæves. Således opmuntret kunne de røde gå til pause med 1-3.

Udskiftning til 2. halvleg
Cheftræner for reserveholdet, Peder Knudsen, foretog en enkelt udskiftning i pausen, da tilbagevendte André Calisir gik ud til fordel for Jeppe Kilden Grøn. Mattsson rykkede derfor ned i centerforsvaret, mens Grøn overtog pladsen på midtbanen. SIF fik i de sidste 45 minutter en pæn medvind, som Tengstedt udnyttede til langskudsforsøg, men Nybo reddede i fin stil.

I den anden ende forsøgte Randers sig også med et skud helt oppe i krogen, men Hedvall var vågen og reddede til hjørnespark, som han efterfølgende flot boksede langt ud af feltet. Hjemmeholdet kunne have øget sin føring, da et skud ramte overliggeren, men forinden overså dommeren dog et frispark til SIF, da Busch ureglementeret blev nedlagt af Brock-Madsen. I stedet tog Tengstedt sagen i egen “hånd”, da han – godt assisteret af Frederik Carstensen – snørede to modstandere og med højrebenet kunne reducere Randers´ føring yderligere. 3-2.

Udligning og første mål fra Klitten
Efter den halve time var der optræk til dramatik, da Brock-Madsen voldsomt nedlagde Busch, uden at der fik konsekvenser – kun en henstilling  fra dommeren.
SIFerne svarede igen på deres egen måde, først ved at Hedvall parerede et Randers-skud op på overliggeren, og dernæst da en stærkt spillende Pelle Mattsson assisterede Klitten, der dermed kunne udligne til 3-3 med sit første mål i den røde trøje.

Næste kamp for reserveholdet er mod AaB på udebane, tirsdag den 9. august 2022 kl. 13.00.

Reserveholdskamp, 1. august 2022 på Randers FC´s træningsanlæg
Randers FC – Silkeborg IF 3-3 (3-1)
Mål:
1-0 (18) Kamara, 2-0 (20) Brock-Madsen, 3-0 (38) Kamara, 3-1 (40) 0g 3-2 (68) Søren Tengstedt, 3-3 (87) Oliver Klitten

SIF: Oscar Hedvall, Oliver Sonne, Alexander Busch, André Calisir (46: Jeppe Kilden Grøn), Lukas Klitten, Andreas Oggesen (75: Magnus Micha), Pelle Mattsson, Mads Kaalund (80: Frederik Nedergaard), Søren Tengstedt (80: Noah Kargo), Anders Dahl, Frederik Carstensen.

Referat: Ulla Myrhøj

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

Oddset Pokalen

Fredag d. 29.03. kl. 19.00
Scroll til toppen