2. april 2019

Drømmen er førsteholdet på JYSK park

Drømmen er førsteholdet på JYSK park

15-årige Lasse Kaihøj har underskrevet sin første kontrakt med SIF. Hans drøm er at spille på SIF’s førstehold på JYSK park.

SIF-talentet Lasse Kaihøj er netop fyldt 15 år, og det fejrer han med sin første kontrakt. SIF-talentet underskrev mandag en tre-årig aftale med SIF og har dermed taget det første lille skridt mod en professionel tilværelse som fodboldspiller.

– Jeg har altid godt kunnet tænke mig at blive professionel fodboldspiller, det er det, jeg drømmer om. Derfor er jeg både glad og stolt over at have fået kontrakt med SIF. Det er et godt skridt på vejen mod drømmen, og så er det en god motivation til at blive ved med at træne hårdt og gøre mit bedste, siger Lasse Kaihøj, der til dagligt spiller på SIF’s U15 Liga-hold.

Lasse Kaihøj er godt på vej i SIF’s talentudviklings-system. Han kom som 12-årig til SIF fra samarbejdsklubben Gjern IF. Han bor stadig i Gjern med sin mor, og går i skole på Sølystskolen som en del af SIF’s Talent Team, hvor træning og skolegang er tilrettelagt, så der er plads til begge dele. Lasse Kaihøj går i 8. klasse.

God scorings-historik
Lige siden han begyndte på klubbens U13-hold, har hans kendetegn været mål.

– Han har en god scorings-historik og er i det hele taget stærk på de offensive positioner. Hans kendetegn er fart, og så er han god i én mod én situationerne. Han har også udviklet sig meget i forhold til kombinationsspillet, hvor han ofte sætter sine holdkammerater op til chancer. Han passer rigtig fint ind i den spillestil, vi gerne vil praktisere, siger SIF’s t+ træner, Peter Christian Hansen.

Når man spørger Lasse Kaihøj om ting i spillet, han er blevet bedre til siden han begyndte i SIF, er det bl.a. evnen til at læse spillet, han nævner.

– Jeg er blevet bedre til at vide, hvad jeg skal på banen. At læse spillet. Desuden har jeg forbedret min teknik og spillet med bolden. Der er rigtig gode trænere i SIF, og jeg lærer en masse, siger han og lyder som en træners drøm.

Og noget om snakken er der.

– Lasse er rolig og eftertænksom udenfor kridtstregerne. Men tag ikke fejl, når han løber på banen, så spiller han til. Han er lærevillig og bidrager godt til vores træningsmiljø, lyder roserne fra P.C. Hansen.

Drømmer om SIF’s førstehold
Lige nu koncentrerer Lasse Kaihøj sig om at gøre det godt på U15-holdet under træner Casper Røjkjær. Efter fire forårsrunder fører holdet sin række og er ubesejret. Så sent som i søndags scorede Lasse Kaihøj to mål, da U15-holdet sendte Hjørring hjem med en lussing på 7-2.

– Til sommer bliver jeg U17-spiller og mit næste skridt er at tilkæmpe mig en startplads dér. Og dernæst er mit mål debut på U19-holdet, men på lidt længere sigt kunne jeg rigtig godt tænke mig at spille på SIF’s førstehold på JYSK park, siger Lasse Kaihøj.

Lasse Kaihøj er den anden spiller på den talentfulde U15-årgang, der skriver kontrakt med SIF. I januar var det Jonathan Pank, der blev den første på årgangen med papir på sit fodboldspil. Begge har allerede været i søgelyset for årgang ’04-spillere hos DBU. De var således til DBU-træningssamling for de bedste U15-spillere i Jylland i december sidste år.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Søndag d. 19.02. kl. 16.00
Scroll til toppen

Menu