20. oktober 2025

Berger dobbelt målscorer i reservesejr over Viborg

Sofus Berger scorede begge SIF-mål i reserveholdssejren på 2-1 over Bergers tidligere klub Viborg FF.

Silkeborg IF vandt mandag eftermiddag 2-1 i en reserveholdskamp mod Viborg FF på JYSK park.

Sofus Berger scorede begge kampens SIF-mål, og begge scoringer udstrålede høj klasse.

Mandagens reservekamp blev hovedsageligt brugt på at give spilletid til de spillere, der ikke fik så mange minutter i benene i fredagens 3F Superligasejr over FC København.

Gæsterne åbnede opgøret klart bedst i en ellers fredelig første halvleg, men Bastian Holm måtte trække et par flotte redninger ud af ærmet, ligesom overlæggeren også tog fra i SIF-målet ved en enkelt lejlighed.

Efter pausen kom hjemmeholdet langt bedre med og satte sig på begivenhederne.

Sofus Berger scorede kort inde i anden akt på et flot, flot langskud, der blev braget ind bag Filip Djukic.

Gæsternes Dorian Junior var tæt på at reducere efter en lille time, men Sofus Berger slog sejren fast med knap 20 minutter igen, da han afsluttede et sandt mønsterangreb, hvor bolden blev ført op gennem egne rækker og via gode pasninger fra bl.a. Oskar Boesen og Leonel Montano havnede foran Sofus Berger i feltet, hvor han ikke kunne undgå at gøre det onde ved sin tidligere klub.

Adam Kleis-Kristoffersen udlignede med godt 10 minutter igen, men tættere på kom Viborg FF ikke i mandagens reservekamp.

Sådan stillede SIF op: Bastian Holm, Simon Stüker, Benjamin Clemmensen, Alexander Priesborg Madsen, Leonel Montano, Julius Lorents, Oskar Boesen, Rami Al Hajj, Sebastian Biller, Sofus Berger, Alexander Simmelhack

Bænken: Christian Risom, Asbjørn Bøndergaard, William Møller, William Kirk, Mikkel Øxenberg, Victor Dahl

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Søndag d. 26.10. kl. 14.00
Scroll til toppen