21. oktober 2022

Alt om turen til West Ham

Der bliver et firecifret antal medrejsende fans, når Silkeborg IF på torsdag i næste uge møder West Ham på London Stadium. Masser af info til de medrejsende fans her.

Conference League, Gruppe B – 27. oktober kl. 21.00 (20.00 lokal tid) på London Stadium
West Ham United FC – Silkeborg IF
Kan ses på TV2 Sport X

London bliver rød og hvid!

Så kort kan det siges – der kommer til at være over 1.000 medrejsende SIFere på London Stadium til torsdagens store Conference League-brag mod West Ham i London.

Der er i øjeblikket solgt knap 900 billetvouchers til udebaneafsnittet, og hertil kan lægges 200 medrejsende sponsorer osv., som dog vil blive placeret midt på den ene langside.

Udebaneafsnittet har plads til godt 1.200 og udgøres af sektion 117, 118, 119 og 120 på Sir Trevor Brooking Stand. Det skal bemærkes, at det i lighed med øvrige engelske stadions ikke er tilladt at medbringe øl ind på tribunen – disse skal drikkes i området bagved. Dørene til udebaneafsnittet åbner kl. 18.30 lokal tid, og indgangen ligger ved Bridge 4, indgang D på sydsiden af London Stadium. Man må ikke medbringe tasker større end A4-størrelse, og man må ikke ryge på stadion – dette gælder også e-cigaretter.

For at få billet til kampen, skal man købe en billetvoucher på https://billet.silkeborgif.com/ – denne medbringes som fysisk print eller på telefonen til London, hvor den skal ombyttes til en billet. Ombytningen skal ske i billethuset North Ticket Office bag Bobby Moore Stand onsdag den 26. oktober fra kl. 16.00 til kl. 19.00 eller torsdag den 27. oktober fra kl. 18.00 til kl. 19.30. Det skal til sidstnævnte bemærkes, at billethuset ligger på den modsatte side af det enorme London Stadium, så det anbefales ikke at foretage ombytningen sent op imod kampstart – hvor der også vil være fyldt med West Ham-fans og desuden forventeligt lange køer.

I stedet anbefales det meget kraftigt at foretage ombytningen enten i billethuset dagen før kampen eller på det mødested, hvor SIF-fans kan varme op til kampen. Og sikke et mødested…

Mødestedet er den kæmpestore pub People’s Park Tavern, hvor der er plads til alle SIF-fans, som kan mødes på pubben fra kl. 13.00, og man kan her ombytte sin voucher til en billet mellem kl. 14.00 og 16.30. Børn er velkomne, men der serveres selvfølgelig ikke alkohol for gæster under 18 år. Det er som beskrevet i linket også muligt at købe mad på pubben, lige som der få minutters gang herfra er flere muligheder for at finde andre spisesteder.

Ca. kl. 18.00 vil der være fælles march mod London Stadium – gåturen tager omkring 25 minutter.

Vi ses i London til en fuldstændig fantastisk Europa-tour!

Nyttige links:

 

Visiting London Stadium | West Ham United F.C. (whufc.com)

London Stadium | Getting Here (london-stadium.com)

https://www.visitlondon.com/traveller-information/getting-around-london

 

 

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Søndag d. 21.04. kl. 16.00
Scroll til toppen