SIF-profilen blev onsdag opereret i anklen og er ude i minimum otte uger.

Alexander Busch står desværre igen over for en længere pause fra fodboldbanen.
Den uheldige forsvarsspiller blev onsdag opereret i anklen og kan se frem til en pause på minimum otte uger, inden han igen kan deltage i banetræningen på JYSK park.
Derfra vil der også gå en periode, inden Alexander Busch er klar til kamp igen.
– Jeg er selvfølgelig ærgerlig over, at jeg igen må sidde uden for i en længere periode. Det er aldrig sjovt som fodboldspiller, og jeg ville virkelig gerne have hjulpet holdet i den kommende periode. Men jeg kan ikke gøre andet end at genoptræne og forsøge at komme stærkere tilbage, siger Alexander Busch.






