12. oktober 2026

Tre U-sejre på stribe mod Horsens

Det blev til tre komfortable SIF-sejre i weekendens U-opgør mod Horsens.

Horsens – SIF U19 1-3
Målscorere:
0-1 Lucas Borg
1-2 Nicolas Olesen
1-3 Kevin Kofi

Ovenpå en hård periode inden landskampspausen var det dejligt med en succesoplevelse, et sted hvor vi traditionelt har det rigtig svært.

Starten på kampen blev med Horsens mest på bolden, vi havde udfordringer med at løse deres høje pres, og når vi så endelig havde bolden, mistede vi den ret hurtigt igen. Ikke desto mindre kom vi ret hurtigt foran efter en dybdebold fra Noah, som Borg udnyttede på flotteste vis.

Som halvlegen skred frem, kom vi bedre med. Vi fik lukket for bolde ind i holdet og havde selv optræk til nogle muligheder. Horsens fik udlignet, og vi gik til pause med 1-1.

I 2. halvleg kom vi på 1-2, efter vi fangede bolden højt oppe på modstanderens halvdel, og Anton Brems ligger den flot tilrette for Nico, som sparker den sikkert ind. 1-3 målet var igen en erobring højt oppe på banen, og Kofi fanger deres målmand langt ude af målet med et flot lob.

En god sejr i en lidt uskøn kamp, men det kan også noget.

Skrevet af U19-cheftræner Thomas Røll

Horsens – SIF U17: 1-4 (0-1)
Mål: Marcello Lind x2, Sebastian Fæster, Lauge Vendelbo

Det blev en ret komfortabel sejr, selvom Horsens på et tidspunkt i 2. halvleg fik udlignet.

Vi var i kontrol i 1. halvleg, og størstedelen af kampen foregik på Horsens’ halvdel. Sebastian Fæster fik scoret til 1-0 efter godt forarbejde af Carl Koue.

Vi skabte mange chancer, og Fæster havde også et frisparksforsøg på undersiden af overliggeren. Vi kunne have lukket kampen tidligt, men i stedet blev det en udligning med en halv time igen, da vi ikke fik samlet en 2. bold op.

Vi reagerede dog godt og 10 min. efter scorede Marcello Lind til 2-1, hvilket han gentog med tre min. tilbage af kampen. Først var det på indlæg fra Lauge Vendelbo og efterfølgende assist fra Pelle Hindby. Det blev ret åbent i de sidste minutter, og det udnyttede Villads Nagel i overtiden til at spille Lauge Vendelbo fri, hvorfra han scorede sikkert.

Fortjent sejr i en kamp, hvor vi havde bolden meget, fik løbet rigtigt meget på deres bagkæde og fik skabt mange chancer.

Skrevet af U17-cheftræner Peter Ager Kristensen

AC Horsens vs. SIF U15 – 1-4 (0-4)
Mål:
William Rasmussen
Anton Ravn
Mikael Amcha x2

Det blev til en sikker sejr til U15 i Horsens i weekenden. Sejren kom efter en flot første halvleg, hvor vi lavede 4 mål i de sidste 15 minutter.

Vi gjorde hinanden gode, og satte hinanden op i gode situationer og skabte mange chancer. Det havde vi fokus på at fortsætte med i anden halvleg, men det lykkedes vi ikke med. Vi gjorde det for svært for os selv og AC Horsens fik reduceret midt i anden halvleg.

Vi skabte egentligt stadig fint med muligheder, men manglede lige det vi var gode til i første halvleg. Vi fik dog lukket ned for ACH, og sejren var ikke i fare.

Godt at være tilbage på sejrskurs igen, men vi skal se om vi ikke kan sætte to gode halvlege sammen næste gang. Det må vi arbejde videre på i det næste stykke tid.

Skrevet af Lasse Merring-Mikkelsen, U15-cheftræner

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Søndag d. 18.10. kl. 14.00
Scroll til toppen