Flere SIF’ere har været afsted i landskampsperioden for at spille på de danske U-landshold.

I den netop overståede landskampstermin har flere SIF’ere været afsted på landsholdstjeneste. Faktisk er SIF repræsenteret på samtlige danske U-landshold.
Se her, hvordan det er gået:
Danmark U21
På det danske U21-landshold har Aske Andresen, Lucas Riisgaard og Oliver Ross været med i jagten på kvalifikation til U21 EM, der spilles i sommeren 2027.
Her er det dog kun Oliver Ross, der har været i spil fra SIF, da han er blevet skiftet ind i de to første landskampe. U21-landsholdet slog Belarus med 2-0, spillede 1-1 med Østrig og sluttede med 0-0 mod Belgien. Danmark er derfor ikke klar til U21-EM til sommer endnu, hvorfor der venter afgørende play off-kampe i næste landskampstermin.
Danmark U20
William Kirk har været med det danske U20-landshold i Spanien, hvor landsholdet har spillet to testkampe mod Brasilien og USA.
Kirk startede på bænken i mødet med Brasilien, der endte i et 4-1-nederlag, mens SIF-midtbanespilleren var med fra start mod USA. Det opgør sluttede 3-3.
Danmark U19
Tre testkampe ventede for det danske U19-landshold, men desværre måtte William Møller rejse tidligere hjem fra Portugal end planlagt. I den første af tre testkampe udgik William Møller med et brækket kraveben, hvilket betyder, at SIF må undvære ham i 3F Superligaen i en periode.
Mødet med Østrig, hvor Møller udgik, endte i et 1-o-nederlag. Efterfølgende spillede U19-landsholdet 3-3 mod Portugal, og sluttede 1-1 over Holland. I november spiller U19-landsholder tre EM-kvalifikationskampe.
Danmark U18
David Stojanovic og U18-landsholdet har været i Kroatien for at spille tre testkampe mod henholdsvis Italien, Kroatien og Saudi-Arabien.
SIF-spilleren startede inde mod Italien, der desværre endte 3-1 i italienernes favør. Stojanovic blev skiftet ind i 4-2-nederlaget til Kroatien, mens han måtte se til fra bænken i 6-2-sejren over Saudi Arabien.
Danmark U17
Kristian Bloch Bøgild var udtaget til U17-landsholdet, der stod over for tre testkampe, men desværre måtte SIF-offensiven melde afbud med en mindre skade.
Han var derfor ikke med i de danske storsejre på 9-0 mod Qatar og 4-1 mod Saudi Arabien samt 1-0-nederlaget til Portugal.
U16 Danmark
På U16-landsholdet har SIF været repræsenteret gennem Anton Hangaard og Nicklas Haarup. Begge SIF’ere startede på bænken mod Portugal, hvor Nicklas Haarup dog blev skiftet ind i 2-1-nederlaget.
I mødet med Tyrkiet startede både Anton Hangaard og Nicklas Haarup inde, da det blev til en dansk 2-1-sejr. Sidste opgør mod Rumænien endte 0-0.
Næste landskampstermin venter fra den 9. november og frem til den 17. november.







