Callum McCowatt blev matchvinder, da en stærk SIF-præstation sikrede tre point over OB.

Silkeborg IF sikrede sig mandag aften sæsonens første sejr, da OB blev besejret 1-0 på JYSK park.
Callum McCowatt blev matchvinder på et smukt langskud efter 51 minutter.
Mandagskampen var en tæt affære fra start til slut med chancer i begge ender. Havde det ikke været for Aske Andresen, var fynboerne også kommet for på tavlen i dag, men den unge SIF-keeper trak et par store redninger ud af ærmet.
I det hele taget var treback-kæden foran Aske Andresen med Alexander Priesborg Madsen, Robin Østrøm og William Møller også stærkt kørende denne kamp.
Med sejren er SIF nu på fire point for de første tre kampe og er placeret midt i tabellen.
Søndag går turen til Farum.







