U17 sluttede sæsonen af med at vinde 4-2 mod AGF og sikrede sig dermed en sjetteplads i ligaen denne sæson.

SIF U17 – AGF: 4-2 (3-2)
Mål: Lucas Borg, 2 x Anders Ngimbi, Carl Bugge
Vi sluttede U17 Ligaen af med en sejr i en rigtig åben ungdomskamp. Vi kom tidligt bagud efter uafklaret forsvarsspil, men Lucas Borg udlignede kort efter på en flot afslutning.
Vi var farligst med bolden, men var alligevel for nemme at bryde igennem på omstillinger. Anders Ngimbi stjal en bold fra AGF-stopperen og løb selv ned og scorede til 2-1. Det holdt ikke længe før AGF udlignede, men minuttet efter bragte vi os igen foran. Anders Ngimbi opsnappede en bold i det lille felt efter godt forarbejde af Marcello Lind.
I 2. halvleg havde vi bedre fat i spillet med bolden, hvor vi satte rigtigt gode angreb sammen, men også var lidt for ivrige efter at søge afslutning, og det gav nogle omstillinger imod, som vi ikke håndterede for godt.
Vi burde have udbygget i starten af 2. halvleg, men AGF havde også store muligheder for udligning undervejs, hvor Esben Schou et par gange hev store redninger op, mens vi også blev reddet af træværket en enkelt gang. Vi burde have lukket kampen tidligere, men 4-2-scoringen kom først i overtiden, da Carl Bugge scorede efter en god dybdebold fra Malthe Madsen.
Det var en vild kamp med masser af chancer i begge ender og for lidt kontrol og koncentration både med og uden bold. I perioder ramte vi dog et rigtigt højt niveau, og det var retfærdigt nok, at vi løb med sejren. Sejt var det også, at Carl Bugge som U14-spiller scorede i en U17 Ligakamp i sin U17-debut.
Med sejren kravlede vi op på en 6. plads i ligaen og er kun en dårligere målscore fra 5. pladsen. Slutplaceringen er ikke det allermest afgørende, men det er alligevel tilfredsstillende, at vi får en slutplacering, der er rammende for det niveau, som drengene har præsteret på over en hel sæson. Vi kan godt finde kampe, hvor vi burde have hentet flere point med mulighed for en højere placering i sluttabellen, men vi må også erkende, at vi i nogle kampe har været for uskarpe i felterne.
Udover en flot afslutning på sæsonen og en flot placering, så har det været enormt flot, at fem U17-spillere undervejs i foråret har været i spil på U19 Ligaholdet og med flere mål og assists har haft stor andel i, at U19 på flot vis vandt bronzemedaljer.






