16. juni 2026

Bastian Holm forlænger med SIF

Silkeborg IF har underskrevet en treårig aftale med målmand Bastian Holm.

Nøjagtig et år efter at Bastian Holm underskrev sin første fuldtidskontrakt med Silkeborg IF, har målmanden nu underskrevet en forlængelse.

Dermed har Bastian Holm og Silkeborg IF papir på hinanden frem til sommeren 2029, og ifølge sportschef Jesper Stüker så har målmanden det seneste år taget så store skridt i sin udvikling, at han nu er klar til at agere backup for Aske Andresen i den kommende sæson.

– Bastian har haft en rigtig stærk udvikling over de seneste sæsoner, hvor han har udgjort målmandsteamet med Nicolai Larsen og Aske Andresen med Oliver Rosengren som målmandstræner. Bastian har med en målrettet indsats løftet sit niveau så meget, at han nu er tiltænkt en rolle som andenmålmand i SIF, siger Jesper Stüker og understreger, at det bliver essentielt for reservekeeperen at spille nogle kampe i den kommende sæson.

– For at lægge næste lag på sin udvikling vil det være afgørende for Bastian, at han kommer til at få flere kampe i bagagen, hvilket han vil kunne få i reservekampene og Future Cup. Vi ser frem til, at Bastian fortsætter i SIF og ser frem til at se ham bidrage og udvikle sig yderligere i minimum de kommende tre sæsoner, siger sportschefen.

Bastian Holm har spillet i SIF siden 2019, da han startede på Silkeborg Efterskoles fodboldlinje, og det er med stor glæde, at den 22-åirge målmand ser frem mod den kommende sæson.

– Jeg er glad for, at SIF er tilfredse med den udvikling, jeg har haft særligt det seneste år, og for mig handler det om, at jeg skal fortsætte med at lægge på rent personligt. Jeg skal ind og både hjælpe og presse Aske til træning, og så glæder jeg mig til at spille min del af reservekampe for klubben. Jeg er meget glad for den udviklingsplan, der er lagt for mig i klubben, og jeg glæder mig til de næste tre år, siger Bastian Holm.

Bastian Holm indleder træningen frem mod den nye sæson på mandag, når førsteholdstruppen igen møder ind på JYSK park efter sommerferie.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Søndag d. 26.07. kl. 16.00
Scroll til toppen