22. april 2026

Livsvigtig sejr i Vejle!

Callum McCowatt og Tonni Adamsen stod bag en vital 2-1-sejr i Vejle, og SIF er nu over nedrykningsstregen igen.

Det blev aldrig kønt onsdag aften i Vejle, men det var fløjtende ligegyldigt, da Tonni Adamsen i det 90. minut omsatte et straffespark til 2-1 og dermed tre ekstremt vigtige point i Nørreskoven.

Sejren kom efter en hård fight på en knoldet bane i Vejle, hvor første halvleg forløb uden de store chancer til nogen af mandskaberne.

Der kom lidt mere gang i sagerne i anden akt, og særligt Callum McCowatt og William Kirk satte gang i flere gode fremstød.

Det var også formstærke McCowatt, der åbnede målscoringen i Vejle, da han efter 70 minutter drev bolden på tværs af banen og sendte et fladt langskud forbi Igor Vekic.

Der gik dog kun få minutter, før Wahid Faghir steg til vejrs på et indlæg og headede udligningen ind bag Nicolai Larsen.

Begge hold gik efter sejren, men det blev afgørende, da Lasse Nielsen trak Callum McCowatt ned i feltet i de døende minutter, og Tonni Adamsen tog ansvaret igen og scorede i femte kamp i streg mod vejlenserne.

Det mål sendte Vejle  Boldklub i Betinia Liga, mens SIF i skrivende stund er over stregen, inden Randers FC og FC Fredericia mødes torsdag aften i en nedrykningsduel.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Søndag 26.04. kl. 14.00
Scroll til toppen