Silkeborg IF måtte torsdag eftermiddag se sig slået 3-2 af tyske Holstein Kiel fra 2. Bundesligaen efter et stort comeback fra tyskerne.

Torsdag den 13. november mødte Silkeborg IF det tyske hjemmehold Holstein Kiel i en venskabskamp i Tyskland, der bød på to vidt forskellige halvlege á 35 minutter.
Den første blev en jævnbyrdig affære uden scoringer, men med et par tyske forsøg, som Aske Andresen sikkert tog sig af.
Efter pausen kom der anderledes gang i målscoringen. Syv minutter inde i anden halvleg fik Alexander Simmelhack en god mulighed, som hjemmeholdets målmand dog fik afværget. Kuglen havnede dog for fødderne af Tonni Adamsen, der sendte bolden i nettet til 0-1.
Omkring ti minutter senere foretog SIF en større udskiftning: Tonni Adamsen, Rami Al Hajj, Oskar Boesen og Jeppe Andersen gik ud, mens Mads Freundlich, Mads Larsen og de to U19-talenter Victor Dahl og William Kirk kom på banen. Benjamin Clemmensen havde tidligere erstattet Robin Østrøm.
Bare to minutter efter sin indskiftning leverede William Kirk en flot assist til Alexander Simmelhack, der udbyggede føringen til 0-2.
Men glæden blev kortvarig. Tre minutter senere reducerede Holstein Kiels Louis Köster til 1-2 – dog ikke uden protester fra Silkeborg-lejren, der mente, bolden ramte en hånd i opspillet. Scoringen satte gang i tyskerne, som udlignede seks minutter senere ved Phil Harres.
Og netop Harres blev kampens helt, da han kort før slutfløjt fik bolden sat i mål efter et hjørnespark og sikrede Holstein Kiel en 3-2-sejr.
Efter en intens afslutning måtte Silkeborg-spillerne forlade banen med skuffede miner.
Sådan stillede SIF op: Aske Andresen, Jens Martin Gammelby, Robin Østrøm, Pedro Ganchas, Oskar Boesen, Julius Lorents, Jeppe Andersen, Villads Westh, Rami Al Hajj, Tonni Adamsen, Alexander Simmelhack.
Bænken: Nicolai Larsen, Benjamin Clemmensen, Mads Freundlich, Mads Larsen, Victor Dahl, William Kirk.














