Efter onsdagens avancement i Pokalturneringen står den igen på 3F Superliga og i weekenden gælder det FCK og en tur i nationalarenaen. Læs alt om udebaneturen her.
Kampen & Historik
Alle ved, at odderens favorit føde er løvekød. Netop løverne står for skud når FCK lægger græstæppe til søndagens opgør, der fløjtes i gang kl. 16:00.
En sejr skal i hus hvis et vigtigt skridt væk fra bunden af tabellen skal tages. Håbet er lysegrønt, FCK har en svær Champions League midtuge kamp i benene og vi har før leveret en overraskelse.
Vi står stærkest når vi står sammen, så tag din nabo, kammerat og kollega under armen og støt holdet til en vigtig sejr i Parken.
VI ER SØHØJLANDET!
Siden opdateres løbende.
Bustur
Fanenheden Silkeborg støtter op om busserne! Der bliver fra Fanenheden givet økonomisk støtte til busserne – Det kommer fansene til gode. Det betyder nemlig billigere buspriser, så vi kan få så mange som muligt med til Parken!
To busser kører mod Hovedstaden og den første med stemningsskabende fans er allerede fyldt op.
Der er stadigvæk plads i SIFosis bussen. For kun 200 kr. bliver du kørt lige til døren og for de første 25 medlemmer er der endda en kampbillet med i prisen. Det bliver ikke billigere! Der er afgang fra JYSK park kl. 11:00. Køb din plads i bussen her.
Billetsalg
Har du ikke allerede købt din kampbillet, så er det nu det skal gøres på denne side.
Billetter købt på stadion på kampdagen pålægges et gebyr på 40 kr. per billet, billethuset ligger på hjørnet af Øster Allé og Per Henrik Lings Allé.
Voksen 145 kr.
Barn 75 kr. (0 – 14 år)
Ankomst i bil
Hvis det er muligt anbefaler vi at finde alternativer til at køre i bil direkte til Parken. Vær opmærksom på at det ikke er tilladt at parkere på Parkens arealer på kampdag og grundet få pladser og stor efterspørgsel er der begrænsede parkeringsmuligheder i nærområdet. Vi anbefaler at søge mod Østerbroområdet eller Ydre Nørrebro for parkeringsmuligheder. Husk at betale for parkeringen!
Offentlig transport
Metroringen (M3 – rød linje) har 2 stoppesteder tæt ved Parken: Vibenshus Rundel (anbefalet til udeholdet) og Trianglen med kort gåafstand til udebaneafsnittet. Flere busruter har også stoppesteder tæt på Parken så se Parkens hjemmeside eller brug Rejseplanen til at finde din direkte rute.
Tilskuerinfo
Adressen er:
Per Henrik Lings Allé 2.
2100 København Ø
Dørene åbner 2 timer før kampstart kl. 14:00.
Udebaneafsnittet er beliggende på endetribunen afsnit D1, det er det nordøstlige hjørne af Parken.
TV
Er du forhindret i at tage turen til Parken kan kampen ses på TV2 SPORT X.