27. august 2025

SIF og den aktive fanscene genoptager samarbejdet

Der er indgået en aftale mellem Silkeborg IF og de stemningsskabende fans fra Ultras Drewsen og Tifo-gruppen Stoltheden, således der fra søndag vil være koordinerede stemningstiltag på JYSK park igen.

Det er med tilfredshed, vi kan meddele, at Silkeborg IF, Ultras Drewsen, Stoltheden og de øvrige aktører på den aktive fanscene pr. dags dato har valgt at genoptage samarbejdet.

Beslutningen er truffet efter grundige drøftelser i løbet af sommeren, og nu har parterne fundet en løsning, hvorpå vi igen kan samarbejde om at skabe den bedste kulisse omkring Silkeborg IF’s kampe med respekt for lovgivningen og de gældende regelsæt.

Et springende punkt i aftalen mellem parterne har været længderne på de nuværende karantæner. Her er kompromiset blevet, at en del af karantænerne er blevet gjort betingede.

Det betyder, at enkelte karantæneramte kommer tilbage på stadion til nytår, mens det store flertal får adgang til SIF’s kampe igen til sommer, under forudsætning af at der ikke i stemningsafsnittet såvel ude som hjemme, foregår ulovligheder eller overtrædelser af regelsættet i den resterende del af indeværende sæson.

Det er vigtigt for klubben at understrege, at ingen karantæner er blevet eftergivet eller nedsat – de er blevet gjort betingede, og vil altså træde i kraft ved en evt. ny overtrædelse af lovgivningen eller gældende regelsæt.

Både klubben og alle aktørerne på den stemningsskabende fanscene i Søhøjlandet ser nu frem til at samarbejde om at skabe de bedste rammer til Silkeborg IF’s kampe. Det gælder allerede fra søndagens hjemmekamp mod Sønderjyske.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Søndag d. 31.08. kl. 14.00
Scroll til toppen