17. januar 2019

SIF ophæver samarbejdet med Ibrahim Moro

SIF ophæver samarbejdet med Ibrahim Moro

Silkeborg IF og Ibrahim Moro er i dag blevet enige om at ophæve ghaneserens kontrakt.

Ophævelsen af kontrakten sker efter, at Ibrahim Moro har forsøgt at finde en ny klub. På trods af, at det endnu ikke er lykkedes, har Ibrahim Moro ønsket at få sin kontrakt ophævet, så han nu er fuldstændig fri af sin kontrakt.

– Det giver god mening for begge parter. Efter trænerskiftet i efteråret og en ændring i spillestilen har Moro ikke været blandt de foretrukne. Derfor ser vi det som en fornuftig løsning, at Ibrahim selv har ønsket at blive frigjort fra sin kontrakt, fortæller Silkeborg IFs sportschef, Jesper Stüker.

For Ibrahim Moro har det ikke været en nem beslutning.

– Det har været en meget svær beslutning. Men jeg vil gerne flytte til en ny klub, hvor jeg kan få mere spilletid, og hvor jeg kan få en ny udfordring, fortæller Moro.

En nøglefigur i overlevelsen
Ibrahim Moro kom til Silkeborg IF på en fri transfer i sensommeren 2016. Her var han en nøglefigur i forvandlingen af SIF-holdet, som gik fra en skæv start på sæsonen til kun at tabe en enkelt af de næste ti kampe i Superligaen. Ghaneseren nåede også at score en enkelt gang, da han bragte SIF foran 1-0 mod FC København i marts måned 2017. I alt nåede Ibrahim Moro at spille 63 kampe for Silkeborg IF. Moro var også med i den største kamp i de senere år, da han startede inde i pokalfinalen 2018 mod Brøndby. Her var han manden bag Davit Skhirtladzes 1-0 scoring, da han med en følt aflevering spillede georgieren fri til en scoring.

Specielt den første sæson i SIF er noget, som ghaneseren husker tilbage på med et smil.

– Det er noget, jeg aldrig vil glemme. Jeg er stolt, når jeg tænker tilbage på den sæson. Den holdånd og det sammenhold vi havde. Det var en fantastisk tid. Jeg elsker klubben, fansene og omgivelserne her. Og selvom der både har været op- og nedture for mig her i SIF, så håber jeg virkelig, at Silkeborg kommer tilbage i Superligaen, hvor vi hører til, fortæller han.

– Vi husker tilbage på mange gode præstationer fra Ibrahim, hvor han især i den første sæson var en af de vigtigste spillere på vores hold. Han har altid leveret en god fight og indsats. Vi ønsker ham held og lykke i klubjagten, og takker ham for indsatsen i den røde trøje, fortæller Jesper Stüker.

Du kan se målet mod FCK og assisten i pokalfinalen i videoen ovenover.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Scroll til toppen