1. juni 2014

1-1 mod HB Køge

På et mål af Morten Beck fik SIF søndag 1-1 imod HB Køge i en kamp, hvor SIFerne aldrig nåede de store spillemæssige højder.

Efter fredagens skrivebordsafgørelse, der sender SIF i Superligaen, kom SIF søndag i Herfølge aldrig op i de store spillemæssige højder. Det betød, at SIFerne måtte nøjes med 1-1 mod HB Køge.

Cheftræner Jesper Sørensen havde kun foretaget en enkelt ændring i startopstillingen tvunget af Daniel A. Pedersens karantænefravær. Thorbjørn Holst overtog hans plads på den centrale midtbane. Desuden måtte Jesper Sørensen i sidste øjeblik foretage en ændring i forsvaret, da Jens Martin Gammelby udgik af opvarmningen med en skade. I stedet blev Sune Kiilerich sendt på banen fra start.

Udgangspunktet for kampen var radikalt ændret efter fredagens skrivebordsafgørelse. På trods af det fik SIF en famlende start på kampen. Der var enkelte optræk til chancer i det første kvarter, men HB Køge havde den største mulighed, da Anders Kaagh kom brøkdele af sekunder for sent til et indlæg. Tre minutter senere var det imidlertid alvor, da hjemmeholdet på en hurtig omstilling fangede SIF-forsvaret i ubalance. I højre side gled Jeppe Kjær fri, modtog bolden og sparkede den fladt i nettet til 1-0 føring for HB Køge. 

SIF-forsøg på træværket
HB Køge fastholdt i de følgende minutter initiativet, og Philip Zinckernagel kom tæt på 2-0, da han skød lige forbi SIF-keeper Kasper Jensens mål. SIF var kun sporadisk gæst i feltet foran HB Køges mål, hvor Jeppe Illum havde den mest bemærkelsesværdige chance. Fri i feltet sparkede Illum fladt på mål, men Frederik Due i HB Køge-målet klarede til hjørnespark med en fodparade.

Efter knap en halv time fik SIF frispark på kanten af HB Køge-feltet fremtvunget af Thorbjørn Holst. Med det varme venstreben sendte Jesper Mikkelsen bolden på trekantsammenføjningen. Kampen åbnede sig mere og mere i de følgende minutter med muligheder til både HB Køge og SIF. Christian Holst havde et forsøg efter en hurtig SIF-omstilling, hvor bolden dog gik på tværs af målet, og i halvlegens allersidste sekunder havde Emil Scheel et forsøg, der mirakuløst blev reddet på stregen af Eddi Gomes. SIFerne måtte således gå til pause bagud 1-0 efter en halvleg, der absolut var på det jævne, men hvor der havde været chancer til mål.´

Morten Beck udlignede
Fra 2. halvlegs start kom Christian Sørensen på banen i stedet for Christian Holst. SIF havde et fint tilbud i de første minutter ved Morten Beck, der slap afsted i HB Køge-feltet, men fik for spids en vinkel på sit skud, så Frederik Due kunne fodparere til hjørnespark. Også HB Køge kom frem til chancer – Kasper Jensen måtte ud i fuld længde på et skud og på riposten bankede Jeppe Kjær bolden op på tribunen bag SIF-målet.

SIF-spillet blev ikke synderligt bedre, men der opstod stadig chancer, og på en af dem udlignede Morten Beck. Efter 64 minutter spurtede han mod mål med bolden på fødderne, og med et hårdt spark sendte han den i nettet til udligning for SIF.

Herefter fik SIF bedre greb om kampen og fik lagt et pænt tryk på HB Køge. Robert Skov kom ind og fik sæsondebut med et kvarter igen. Han erstattede Jeppe Illum. Skov havde en mulighed kort før tid, da han rev sig løs af HB Køge-forsvaret, men blev stoppet på kanten af feltet i en situation, der burde have udløst frispark. Dommerens fløjte forblev imidlertid tavs, og dermed gik SIF glip af en gylden mulighed for at afgøre kampen.

I stedet var HB Køge tæt på at afgøre tingene i overtiden, da Jannik Skov Hansen sparkede på underkanten af overliggeren. Bolden sprang dog i spil igen, og dermed sluttede det 1-1.

Kampen i tal:
NordicBetLigaen, 32. spillerunde, søndag den 1. juni 2014 kl. 16.00 på SEAS NVE Park:
HB Køge-Silkeborg IF 1-1 (1-0)
Mål: 1-0 Jeppe Kjær (16.), 1-1 Morten Beck (64.)
Advarsler: Thobias Ndungu, Philip Zinckernagel, Jeppe Kjær, Morten Karlsen, Anders Kaagh og Eddi Gomes, HB Køge, Sune Kiilerich, SIF.
Tilskuere: 1.236
HB Køge (4-4-2): Frederik Due – Nicolai Geertsen, Eddi Gomes, Thobias Ndungu, Anders Nielsen – Sylvester Seeger-Hansen, Morten Karlsen, Vitus Mistrati, Philip Zinckernagel (78.: Sebastian Svane Krogdal) – Jeppe Kjær, Anders Kaagh (76.: Jannik Skov Hansen).
Silkeborg IF (3-4-3): Kasper Jensen – Sune Kiilerich, Dennis Flinta, Jesper Mikkelsen – Frank Hansen, Emil Scheel, Thorbjørn Holst (57.: Nicolaj Køhlert), Nicolaj Ritter – Jeppe Illum (76.: Robert Skov), Morten Beck, Christian Holst (46.: Christian Sørensen).

Mål

  • 1-0 Jeppe Kjær (16.)
  • 1-1 Morten Beck (64.)

Advarsler

  • Thobias Ndungu
  • Philip Zinckernagel
  • Jeppe Kjær
  • Morten Karlsen
  • Anders Kaagh og Eddi Gomes
  • HB Køge
  • Sune Kiilerich
  • SIF.

Silkeborg IF (3-4-3)

  • Kasper Jensen – Jens Martin Gammelby
  • Dennis Flinta
  • Jesper Mikkelsen – Frank Hansen
  • Emil Scheel
  • Thorbjørn Holst (57.: Nicolaj Køhlert)
  • Nicolaj Ritter – Jeppe Illum (76.: Robert Skov)
  • Morten Beck
  • Christian Holst (46.: Christian Sørensen).

HB Køge (4-4-2)

  • Frederik Due – Nicolai Geertsen
  • Eddi Gomes
  • Thobias Ndungu
  • Anders Nielsen – Sylvester Seeger-Hansen
  • Morten Karlsen
  • Vitus Mistrati
  • Philip Zinckernagel (78.: Sebastian Svane Krogdal) – Jeppe Kjær
  • Anders Kaagh (76.: Jannik Skov Hansen).
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Søndag d. 20.10. kl. 16.00
Scroll til toppen