27. september 2021

1-0 sejr i reserveholdskamp i Viborg

På et pragtmål af Frederik Carstensen vandt SIFs reserver 1-0 på Energi Viborg Arena over Viborgs ditto.

Mandagens træningskamp mellem SIFs og Viborgs reservehold var præget af regnvejr, frispark og mindre godt spil, men kampen vil blive husket for det ene mål, der gav gæsterne fra SIF sejren. Frederik Carstensen ramte nemlig bolden helt perfekt, da han tog chancen fra venstre side lidt inde i feltet og curlede bolden ind ved modsatte stolpe, helt oppe under overliggeren. Mikkel Andersen i Viborgmålet var chanceløs.

Mål-løs og chancefattig 1. halvleg
Viborg startede kampen bedst, men Frederik Carstensen havde kampens første farlige forsøg, som desværre ikke gav mål. I den modsatte ende satte Oliver Sonne sig fra start i respekt over for Viborgs Said, der med en – helt ren – herretackling blev sendt i græsset.

Bag Sonne og hans medspillerne sørgede Stan van Bladeren for at holde målet rent, men i ét tilfælde ville den hollandske målmand have været uden chance for at forhindre hjemmeholdet i at komme foran. Igen var Said i centrum, da han befandt sig totalt fri foran mål, kun et par meter, eller måske endda mindre, fra mållinjen. Alligevel lykkedes det Said at hamre bolden over mål. Derfor stod det 0-0 ved pausen.

2. halvleg med pragtmål
Efter pausen kom SIF bedre med, og der blev produceret flere gode angreb, hvor bl.a. Anders Klynge sluttede med et godt skud, dog over mål. Røjkjær var ved at slippe fri, men tabte bolden i feltet. Indskiftede venstre back, Markus Baggesen, havde nogle rigtig flotte rush op ad sidelinjen, hvor et af dem endte med en centring til Søren Tengstedt, hvis afslutning blev afværget af Mikkel Andersen.

Efter 70 minutter kom så det mål fra Frederik Carstensen, der – for i hvert fald nogle af tilskuerne – kompenserede fuldt ud for det regnvejr, der tog til i løbet af halvlegen.

Viborg havde ikke de helt store muligheder i løbet af de sidste 45 minutter, der i øvrigt blev sluttet af med endnu et rush fra Marcus Baggesen og en centring til Tengstedt, der desværre heller ikke denne gang fik udnyttet tilbuddet. Og dermed endte Carstensen som matchvinder.

Viborg-Silkeborg IF, reserver, træningskamp, 0-1 (0-0)
Energi Viborg Arena

Målcorer, SIF: Frederik Carstensen (70)

SIF: Stan van Bladeren, Oliver Sonne,  Alexander Busch, Nicklas Mehl (57: Mikkel Rytter), Oscar Fuglsang (68: Markus Baggesen), Anders Klynge (77: Jonathan Pank), Pelle Mattsson, Nicklas Røjkjær, Søren Tengstedt, Frederik Carstensen, Asbjørn Bøndergaard  (57: Lasse Kaihøj)

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Søndag d. 21.04. kl. 16.00
Scroll til toppen