2014/15
Traumatisk gensyn med Superligaen
Resultatmæssigt blev sæsonen 2014/15 en af de værste i SIFs historie. 14 point i 33 kampe var lige nøjagtigt ikke rekordlavt i Superligaen, men det var serien af manglende sejre på hjemmebane. Ikke en eneste gang lykkedes det SIF at vinde hjemme på Mascot Park, og det er aldrig sket før i Superligaens historie. Sommeren havde været særdeles stilfærdig for SIF på transfermarkedet. Christian Holst var taget hjem til København, hvor han kom på kontrakt i Fremad Amager, og eneste nye ansigt på Søholt blev Vejle-angriberen Nicolaj Agger.
Sæsonen blev egentlig indledt okay. 0-0 hjemme mod FC København var bestemt ikke noget dårligt resultat, slet ikke i lyset af, at SIF var tættest på sejren. Bjarni Vidarsson fik annulleret et mål efter hjørnespark i en situation, hvor det så ud til, at det mere var FCK-keeper Stephan Andersen, der fumlede, end det var SIF-islændingen, der gjorde noget ureglementeret.
Gradvist ned ad bakke
Men fra den godkendte start på sæsonen, gik det gradvist ned ad bakke. Der gik seks kampe, før sæsonens første mål blev scoret – i 2-2 kampen mod AaB 31. august med Emil Scheel som dobbelt målscorer – og efteråret gik uden en eneste sejr. De sidste fire kampe incl. pokalkampen mod Randers blev tabt 0-1, og da regnebrættet blev gjort op havde SIF blot tjent fire point i 17 kampe.
Problemet var ikke defensiven. Jesper Sørensens system med tre centrale forsvarere fungerede fint. Ikke i en eneste kamp i løbet af efteråret blev der scoret mere end to mål imod. Problemet var heller ikke spillet ude på banen. SIF var godt med i de fleste kampe og spillede sig også generelt frem til de chancer, der skal til for at score mål. Nej, problemet var effektiviteten foran mål. Der blev ganske enkelt scoret alt, alt for få mål af SIF i efteråret. Otte Superligamål blev det til, og det rækker ingen steder, hvis man vil undgå nedrykning.
Trænerskifte i vinterpausen
De udeblevne resultater fik konsekvenser. Jesper Sørensen blev sagt op et halvt år før kontraktudløb, og i stedet blev den erfarne sønderjyske, Kim Poulsen, ansat til at overtage holdet fra forårets sæsonstart. Ledelsen i SIF meldte desuden ud, at nedrykningen var sandsynlig, og at man derfor allerede i vinterpausen ville se på de nødvendige tilpasninger i truppen. Udmeldingen gav en frygtelig ballade i omgivelserne, idet den blev tolket som en kapitulation. Meningen var egentlig blot at udvise rettidig omhu og sikre professionel fodbold – også på den lange bane i Søhøjlandet.
Pokalturneringen blev en oase i det sejrsløse efterår, først med en 7-0 sejr i Sønderborg og siden en 4-0 sejr i Rødovre. Det var dog mod lavt rangerende hold, og selv om SIF skaffede forlænget spilletid mod Randers FC i fjerde runde af turneringen endte det med endnu et 0-1 nederlag og exit i pokalen.
Vinterpausen betød et farvel til fire spillere. Jesper Mikkelsen overgik til en trænerfunktion i talentafdelingen, Jesper Bech fik ikke kontraktforlængelse og fortsatte karrieren på deltid i 1. division, Bjarni Vidarsson tog hjem til Island for at spille i sagaøens bedste liga, mens Sune Kiilerich skiftede til Fredericia. Samtidig meddelte Daniel A. Pedersen, at han ville skifte til AGF ved sæsonens afslutning, når hans kontrakt var udløbet.
Lancering af Vision2018
Ingen nye kom ind, for samtidig med nedskæringerne lancerede SIF en ambitiøs plan, Vision2018, med satsning på talenterne fra SIFs egen blomstrende rugekasse, der i årets løb havde fostret 14 ungdomslandsholdsspillere. Satsningen skulle føre til balance i fodboldøkonomien senest i 2018.
Således rustet gik den nye cheftræner Kim Poulsen og spillertruppen i gang med forberedelserne til foråret. Og pointhøsten blev da også bedre. En serie på otte point i fem kampe tidligt i foråret gav håb om en række af de succesoplevelser, den nye træner havde sat som mål for resten af sæsonen. Den første sejr kom på en svær udebane i Randers – 2-1 med Nicolaj Agger og Daniel A. Pedersen som målscorere, og helt uforglemmeligt blev det to uger senere med 4-1 sejren i Haderslev over SønderjyskE. Nicolaj Ritter kom på mål-tavlen for første gang i sin SIF-tid, Adeola Runsewe scorede sit blot andet mål i sin SIF-tid og sidste sæsons topscorer Morten Beck, der havde haft en svær sæson i Superligaen, kom på scoringstavlen for første gang.
Med 2-2 i de næste to kampe mod Nordsjælland og Hobro begyndte det at ligne noget, men så fulgte kampe mod de tre FC-klubber, FC København, FC Midtjylland og FC Nordsjælland. Tre nederlag og en negativ målscore på 0-6 knækkede den optimistiske kurve, og resten af sæsonen blev ikke noget at skrive hjem om. 1-1 i Odense og 2-2 mod SønderjyskE var lufthuller i den stribe af nederlag, resten af sæsonen bød på.
Det sluttede karakteristisk for sæsonen med et 1-3 nederlag i Slagelse til mednedrykkerne fra FC Vestsjælland for øjnene af blot 1200 tilskuere.
Talentgennembrud og nyt stadion
Skal man se på sæsonen med positive briller kunne man glæde sig over at de unge talenter, Robert Skov og Jens Martin Gammelby, fik deres definitive gennembrud og blev stamspillere. Desuden spillede Tobias Salquist fem løfterige kampe sidst på sæsonen som erstatning for en skadet Thorbjørn Holst, og Kasper Dolberg, som SIF i vinterpausen havde solgt til Ajax Amsterdam med skifte i sommerpausen, fik sin debut. Det samme gjorde Gustav Dahl fra sydbyklubben Mariehøj IF. Et indhop og en startplads blev det til i sæsonens sidste kampe.
Udenfor banen var der flere ting at glæde sig over. Det lykkedes i løbet af sæsonen at få finansieringen til byens nye stadion, JYSK Park, på plads, og i maj gav byrådet endeligt grønt lys for 120 mio. kr. byggeriet på Søholt med bevillingen af deres halvdel af anlægssummen. Dermed stod det ved sæsonudgangen klart, at SIF spiller på et nyt stadion fra forårsstart 2017.
Glæde gav det også hos økonomidirektøren at det lykkedes at både erhverve og videresælge den præmierede bygning på Papirfabrikken, der havde huset højskolen Performers House. Efter højskolens konkurs købte Silkeborg IF Invest A/S bygningen af konkursboet, udviklede et banebrydende lejlighedsprojekt og derefter solgte bygningen videre med millionfortjeneste til to lokale entreprenører. Salget betød, at selskabet kunne opjustere forventningerne til 2015-resultatet til et overskud på mellem to og seks millioner kroner på trods af nedrykningen.
Ved sæsonens afslutning sagde SIF farvel til Daniel A. Pedersen, der skifede til AGF, Morten Beck, der valgte at skrive kontrakt med Hobro, målmand Kasper Jensen, der ikke fik forlænget sin kontrakt og assistenttræner Anders Gerber. Allerede inden sæsonafslutningen hentede SIF tre spillere til den kommende sæson, Martin Thomsen i Hobro, Andreas Albers i Vejle og Marcus Solberg i AGF.