25. september 2017

U14 fik bonus for boldovertag

På to sene mål vandt SIF’s U14 drenge 2-0 på udebane over Hornslet.

SIF’s insisteren på at arbejde med bolden og åbne en kompakt modstander via den plads til indlæg, der blev skabt på kanterne, gav søndag bonus. U14-drengene fra SIF vandt 2-0 i Hornslet på mål af Christian Lyrskov og David Brunsbjerg Christensen. Man skulle helt hen i kampens afsluttende fase, før afgørelsen faldt. Syv minutter før tid nettede Lyrskov med et spark fra kanten af feltet, der fik bolden til at suse i nettet ved fjerneste stolpe efter godt forarbejde af Rasmus Rosenlind, og minuttet efter blev kampen definitivt afgjort.

På en omstilling spillede Lasse Kaihøj en helt fri David Brunsbjerg Christensen, der scorede ved bageste stolpe.

SIF havde bolden mest kampen igennem og kom også frem til en del chancer. Hornslet satsede på hurtige omstillinger og havde også kampen igennem tilbud til scoringer, men SIF-keeper Philip Desouza stod en flot kamp og reddede sit hold flere gange.

– Heldigvis lykkedes det os at score til slut, og vi havde endda chancer til flere mål. Det var en klassisk U14-kamp, hvor modstanderen stod lavt og lukrerede på omstillinger. Derfor glæder det mig, at vi vandt og fik valuta for det boldovertag, vi havde, for det er ikke altid lig med sejr i disse årgange, sagde U14-træner Peter Ager Kristensen.

Næste opgave for U14-holdet er mandag den 2. oktober, hvor FC Salling kommer på besøg på Søholt.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Søndag d. 21.04. kl. 16.00
Scroll til toppen